Kyndelmisse har slået sin knude

Men så er det godt at føre dagbog over, hvad vi har gjort alle år siden 1970’erne. Det er sket før. Vi tager det roligt. Kan gå i Skovhaven hver formiddag og se, at harerne ingen chance har for at gnave af frugttræernes bark. Hjortespor har der ikke været, men både Egeskoven og Vestskoven har masser af spor. Krondyr, dådyr, rådyr og egern. Ræven og ravnen søger læ.

Da er det godt at komme inden døre. I vore to væksthuse, Volieren og Orangeriet, blomstrer for øjeblikket de første clivia (Clivia miniata).

Her er gode temperaturer midt på dagen, med sol, helt op til 12-14 grader. Den elsker sollyset. Og de første blomster er lidt svagere i den rødorange farve end ellers. Måske fordi den har fået mere sollys, end da den stod nede i skrivestuen, hvor der er lidt mørkere. Clivia må ikke vandes for voldsomt. Om sommeren gerne, men om vinteren holdes jorden næsten tør. Og pottejorden med god kompost. Og planten gror i årevis.

Det samme gælder Svigermors skarpe tunge (Sansevieria), som man jo siden sin barndom har hørt mange skarpe udtalelser om.

Vi har den stående mange steder, både på Rude og her på Nordgården. Det er en plante, der er let at formere, men som også øjeblikkeligt går til, hvis den får under 15-16 grader. Da bøjer Svigermors skarpe tunge sig opgivende, tungt ned over pottekanten, og man ser, at dagene er talte. Den kan dog reddes. Planten rådner nedefra. Og Gudrun samler da de lange, spidse blade og klipper dem i 10 cm lange stykker – altså derfra, hvor rådningsprocessen ikke har taget fat. Den plantes i potter med to tredjedele af de 10 centimeter lange stykker nede i pottemulden. Skal stå sollyst og lunt og over 16 grader. Da fæstnes der rødder, og i løbet af et års tid er der nye udgaver af Svigermors skarpe tunge – en proces, der som bekendt aldrig afsluttes, som min far ville have sagt. Og gudskelov for det!