Persepolis er også en sang til friheden

PERSEPOLIS ER ET mægtigt paladsanlæg, opført under de persiske storkonger Dareios I og Xerxes. Mange forhenværende, og forhåbentligt også nogle nuværende gymnasiaster, vil huske Xerxes fra oldtidskundskab. Det var ham, som tabte til hellenerne i det berømte søslag ved Salamis 480 før Kristus. Et sammenstød af verdenshistorisk konsekvens. Var det gået anderledes, kunne den græske kultur meget vel have udviklet sig helt anderledes, og den vestlige civilisation ville ikke være blevet den civilisation, vi kender i dag.

Men selvom Xerxes ikke sejrede over hellenere i vest, så byggede han grandiost i øst. Blandt andet Persepolis, som ligger i det nuværende Iran, 80 kilometer fra byen Shiraz. Nu en ruinby, men fordums pragt fornægter sig ikke, og Persepolis blev i 1979 optaget på Unesco’s verdensarvsliste.

Persepolis er imidlertid mere end en oldtidsby. Det er også titlen på et animeret fransk drama fra 2007, som i lørdags blev vist på DR 2. Sjældent har jeg som voksen set en tegnefilm, der i den grad greb mig. Stregen var enkel, men udtryksfuld, historien både tragisk og livsbekræftende.

Hovedpersonen er pigen Marjan, som vokser op i en politisk bevidst familie fra Teheran. I begyndelsen hører vi om deres harme over shahstyret og de store håb, da shahen i 1979 slipper tøjlerne og flygter til Egypten. Luften er fuld af revolutionære drømme, og Marjans onkel løslades efter års politisk fangenskab og håber som overbevist kommunist på proletariatets magtovertagelse. Sådan skulle det som bekendt ikke gå. Mullaherne tog magten, og Iran kom fra asken til ilden.