Anders Behring Breivik føres her ind i retssalen ved gårsdagens retsmøde, hvor det for første gang var tilladt at tage billeder.
- Heiko Junge/Scanpix.
Rikke Gjøl Mansø |
7. februar 2012
Anders Behring Breivik fik i går forlænget sin varetægtsfængsling med 12 uger. Selv krævede han øjeblikkelig løsladelse og tildeling af Norges højeste udmærkelse
Iført jakkesæt, slips og håndjern ankom Anders Behring Breivik i går middag til retten i Oslo. Han smilede til de mange fremmødte fotografer, forsøgte at lave en højreekstrem hilsen, der blev besværliggjort af håndjernene, og havde et selvsikkert blik stift rettet ud mod pressen.
LÆS OGSÅ: Facebook forsinker Breivik-efterforskningRetten skulle tage stilling til, om hans varetægtsfængsling skulle forlænges, og det kom næppe som en overraskelse for nogen, at Anders Behring Breivik skal blive bag tremmer – på trods af at Breivik selv nægtede sig strafskyldig.
Selvom den 32-årige terrorsigtede har erklæret sig skyldig i drabet på 77 mennesker i Oslo og på Utøya den 22. juli 2011, krævede han under retsmødet, at han skulle løslades øjeblikkeligt, fordi han er ”i krig” og kæmper for det, han betegner som urbefolkningen i Norge.
Han kaldte sig selv for en militær modstandsmand og tilføjede, at Oslo ville være blevet overtaget af islamister inden for 10 år, hvis han ikke havde reageret.
Desuden foreslog han, at forsvaret tildeler ham Norges højeste udmærkelse i krig, Krigskorset, for hans handlinger. Det mødte latter fra flere af de 103 fremmødte pårørende og overlevende fra angrebet den 22. juli.
En af dem var var Jon Inge Sogn, der mistede sin 17-årige datter på Utøya. Det var hans første møde med manden, der dræbte hans datter.
”Jeg ser ham ikke som et menneske, jeg ser ham som en djævel,” siger Jon Inge Sogn til den norske avis VG.
Anders Behrings Breiviks smil og krav om hæder og løsladelse vakte harme hos mange af de fremmødte.
Live Bressendorf Lindseth, ekspert i kropssprog, overværede retsmødet og hæftede sig ved, at Anders Behring Breivik virkede stolt, men også nervøs.
”På den ene side var han lidt stolt af at få så meget opmærksomhed. Men samtidig kunne man se, at han var nervøs. Når han læste op, blev han tør i munden, og det er klart et tegn på indre uro,” siger Live Bressendorf Lindseth til VG.
Selvom Anders Behring Breivik ikke fik opfyldt sit krav om øjeblikkelig løsladelse, er han ifølge forsvarsadvokat Vibeke Hein Bæra tilfreds med dagens retsmøde og de ting, han fik sagt.
Også i denne omgang har der været kraftig kritik af medierne for at give Breivik en platform til at udbrede sine ekstreme holdninger.
Men det er forfatteren Anne B. Holt ifølge nyhedsbureauet NTB helt uenig i.
”At lade Breivik blive hørt og set af alle i et retsmøde er ikke at give nogen en talerstol. Det er at henvise ondskaben til dér, hvor denne hører hjemme, nemlig i en retssal,” siger hun.
Efter retsmødet holdt politiet pressemøde, hvor det blev oplyst, at Breivik indtil videre er blevet afhørt 27 gange. Efterforskningsleder John Roger Lund understregede, at det vigtigste for politiet fortsat er at undersøge, om Breivik har haft medskyldige.
”Sådan som efterforskningen ser ud i dag, er der ikke noget, som tyder på, at der har været medskyldige,” siger han.
Selve retssagen mod Breivik indledes den 16. april i Oslo. /ritzau/
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad