Den globaliserede skole 2.0 – stedets skole

Den massive og hurtige udveksling af kultur og varer udjævner lokale og regionale forskelle til fordel for ensartet og genkendelig livsstil, kultur og forbrug. Vi handler i de samme butikker, spiser den samme mad, lytter til samme musik og så videre. Denne ensartethed danner på den ene side grundlag for, at vi kan bevæge os relativt gnidningsfrit rundt i verden, og på den anden side er den også en trussel mod vores velbefindende, fordi den udsletter vores historiske og kulturelle identitet.

Globaliseringen har, hvis vi skal tro Beatley, brudt nogle forbindelser til naturen og i det sociale liv, som er helt essentielle for menneskers velbefindende. Disse forbindelser er brudt, fordi mennesker i langt ringere omfang end tidligere er knyttet til de steder, de bor.

FOR DET FØRSTE drejer det sig om forbindelsen til naturens rytmer og balancer, der er vigtig, fordi den opretholder vores viden om produktion af fødevarer – herunder om de negative konsekvenser, vores adfærd i den forbindelse kan have for miljø og klima.

For det andet handler det om forbindelsen mellem generationerne og de forskellige aldersgrupper, der er vigtig, fordi den er med til at formidle historiebevidsthed og viden om fortiden til nye generationer. En viden, der giver identitet og orienteringssans. Og for det tredje handler det om fællesskaber knyttet til de steder, folk bor.

Steder gemmer således på historien, ligesom steder er en del af naturen. Især det sidste kommer der for tiden mere og mere fokus på. Med begrebet ”nature deficit disorder” har amerikaneren Richard Louv fra en anden vinkel rettet fokus på betydningen af steder.

LÆS OGSÅ: Gør op med den herskende evalueringskultur i folkeskolen

Han har med bogen ”Last Child in the Woods – Saving our Children From Nature Deficit Disorder” sat en ny dagsorden, når det gælder naturens betydning for børns indlæring og trivsel. Hovedpointerne i bogen er, at jo mere børns verden bliver præget af internet og computere, jo større er behovet for at bruge naturen som kompensation og modvægt til den massive sansemæssige påvirkning, som den netbaserede verden medfører.

”Nature deficit disorder” skal således ikke ses som en medicinsk diagnose, men som en hypotese om sammenhængen mellem menneskers sundhed og deres kontakt til naturen.

Louv peger på, at naturen har en positiv virkning for vores mentale og fysiske helbred. Louv antyder, at stigningen i antallet af sociale, følelsesmæssige og personligheds forstyrrelser, så som ADHD og depression hænger sammen med, at børn gennem de seneste 20-30 år færdes mindre og mindre i naturen. I naturen er sanserne ikke styrede, ensrettede og udsatte for så massive påvirkninger, som de er bag computerskærmen. I naturen bestemmer individet selv, hvad det vil rette sin opmærksomhed på, og der er ikke nogen direkte krav om at gøre bestemte handlinger eller tage stilling til bestemte spørgsmål.

Lægger vi Beatley og Louv sammen, så får vi en efterspørgsel efter det, der gør vores land, vores by eller vores sted til noget kvalitativt andet end andre lande, byer eller steder, og vi får en efterspørgsel efter større kontakt til naturen. Hvis vi skal stå os i forhold til de meget stærke kræfter i globaliseringen, ja, så handler det ikke kun om at gøre det samme som alle andre bare i større udstrækning.

DET HANDLER I LIGE SÅ HØJ grad om en forankring til stedet, fordi en sådan forankring fører andre typer af tilknytningsforhold med sig, som er med til at give os fysisk og mentalt velbefindende, identitet og øge vores bevidsthed om det, der adskiller os fra andre. Ikke på en nationalistisk eller etnocentrisk måde, men på en måde, hvor vores egen selvforståelse er udgangspunkt for at række ud i verden.

Ser vi på de skolepolitiske diskussioner i Danmark igennem de seneste 10-15 år, så er det ikke meget, der minder om ovenstående. Diskussionen om små og store skoler er i høj grad en diskussion, hvis kerne handler om økonomi og rationalisering. En rationalisering gennem nedlæggelsen af de skoler, der har et omkostningsniveau pr. elev, som er højere end gennemsnitsomkostningen pr. elev i de enkelte kommuner. Disse skoler er ofte små skoler, fordi de er dyrere at drive end store skoler, og de er ofte også skoler beliggende uden for de større byer.

Uden hensyntagen til kvalitet, indhold og resultater har politikere på baggrund af økonomiske gennemsnitsberegninger lukket en hel del skoler og bragt endnu flere skolers fremtid i fare. Steder bliver tømt for skoler. Det har der været en ophedet debat om. Nogle har villet bevare de små skoler for at holde liv i lokale fællesskaber. Mens andre har beskyldt ”de lokale” for at forsvare små og dårlige skolers eksistens til skade for fagligt udbytte.

Der er imidlertid ingen, der har talt om og bekymret sig om, hvad der synes at være et langt større problem, nemlig at skolerne tømmes for steder og alt det, der hører med til at være forankret på specifikke lokaliteter. En mangel på tilknytning til steder er også ofte forbundet med mangel på tilknytning til andre vigtige forhold.

LÆS OGSÅ: Skolens kulturarv bliver misligholdt

I Danmark har en kortsigtet økonomisk tænkning været totalt dominerende. Øjebliksmålinger af gennemsnitsudgifter pr. elev er meget tungere skyts i den skolepolitiske debat end indsigt i kvalitet, pædagogik, faglighed og trivsel. Disse øjebliksmålinger siger i virkeligheden ikke særlig meget om, hvad der skaber kvalitet, og hvordan man på et operationelt niveau opnår de bedste resultater med undervisningen.

Den er et forsøg på at simplificere nogle sammenhænge, der er meget komplekse, fordi de handler om, hvordan mennesker bedst lærer og udvikler sig såvel fagligt som socialt og kulturelt, og fordi de hviler på mere eller mindre velbegrundede idéer om, hvad der gør os konkurrencedygtige i en global sammenhæng.

Alle ved, at de skoler, der producerer en elev til gennemsnitsprisen, ikke behøver at være gode skoler, når det kommer til indhold, kvalitet og trivsel. Naturligvis har de materielle betingelser indflydelse på, hvad der kan lade sig gøre, men det meste opstår i spændingsfeltet mellem lærere, forældre, børn, skoleledelse og steder!

Steen Birkedal Nielsen og Anja Jørgensen er henholdsvis skoleleder og skolebestyrelsesformand ved Nørholm Skole i Aalborg Kommune