Det hele er på plads og i orden. Det er så rigtigt, alt hvad han skriver om feltpræster, krig og soldater, at det er ganske banalt. Det er så teoretisk rigtigt. Men han kender ikke virkeligheden. Og det kan man heller ikke forlange. For den kender man kun, når man har været ude i krigshelvedet.

Feltpræsten er nonkombattant – det er rigtigt. Han må ikke deltage aktivt i slagsmålet. Men han skal bære våben. Han skal kunne forsvare sig selv og den, han ”betjener”.

Når jeg i sin tid på Cypern alene kørte på det (i dobbelt forstand) usikre ”spor” mellem observationsposterne for at tale med soldaterne, var det en betingelse – et krav – at jeg bar pistol. Ellers var der nogle, som skulle passe på mig. Og så kunne jeg ikke passe mit arbejde.

LÆS OGSÅ: Biskopper: Danmarks indsats skal ikke være religionskrig

I krigens setup er der ingen respekt for ubevæbnede personer. Pistolen i sig selv har betydning. ”Jo mindre våben, des større respekt”. De fremmede soldater, vi kunne komme til at stå over for, kendte ikke til krigens konventioner. Som FN-soldater havde vi ingen fjender. Selvfølgelig var de vore medmennesker (det er alle jo!). Men vi skulle holde to fjendtlige parter fra hinanden. Og sentimentalitet var der ikke plads til.

I Afghanistan er det en helt anden barsk virkelighed. Og det er også udtryk for, at ”man” ikke kender virkeligheden, når man mener, at nogle feltpræster romantiserer soldaterlivet. Det kan man ikke, når man gang på gang står med hårdt sårede og døde soldater. Der er ingen romantik ved det. Det er rent ud sagt en mangel på respekt – ja, en uforskammethed – over for feltpræsten (og soldaten med).

Undskyldningen er, at Hans Vium Mikkelsen med flere ikke kender virkeligheden. Og så skulle man und-lade at udtale sig så skråsikkert og fordømmende!

Hans F. Beck,

fhv. valg-, sogne- og feltpræst,

Ballevej 49,

Bredsten