Flere kirker liberaliserer regler for præsters samliv, så de kan bo sammen med deres partner
Flere og flere protestantiske kirker i Tyskland tillader homoseksuelle præster at bo sammen med deres partnere. Det er blandt andet tilfældet i Bayern, Nordelbien, Mellemtyskland og Hessen-Nassau.
Ofte fremkalder kirkernes lempelse af reglerne voldsomme diskussioner. Et eksempel er delstaten Sachsen, hvor den evangelisk-lutherske kirke lige har besluttet at give grønt lys til, at par af samme køn kan leve i præsteboligerne.
LÆS OGSÅ: Præstens kone kan godt være en mand. Nogle tyske kirker åbner præsteboligen for homoseksuelle partnereI en protestskrivelse advarer 126 menighedsråd i Sachsen om, at mange troende kan miste deres åndelige hjemsted, når kirken ligestiller homoseksuelle parforhold med heteroseksuelle ægteskaber.
”Vi beder indtrængende om, at et homoseksuelt forhold ikke leves i præsteboligen og heller ikke gøres til indhold af forkyndelsen,” står der i skrivelsen.
Den evangeliske kirke i Hessen og Nassau var den første, der allerede i begyndelsen af 1990’erne tillod homoseksuelle præster at leve sammen med deres partnere. Joachim Schmidt, der er talsmand for kirken, forstår ikke debatten, der finder sted nu.
”I vores præsteboliger har der længe boet homoseksuelle par, og i langt de fleste tilfælde uden problemer,” siger han til den protestantiske nyhedsportal
www.evangelisch.de.
Protestanterne i Tyskland har diskuteret homoseksuelle præster lige siden sammenslutningen af protestantiske kirker, EKD, i efteråret 2010 besluttede at ændre præsternes tjenesteregler. Dengang vedtog EKD’s synode, at ”forpligtelse, pålidelighed og gensidigt ansvar” skulle være afgørende for præsternes familiære samliv og ægteskab.
EKD’s synode valgte med vilje det brede begreb ”familiært samliv”, fordi det kan rumme enhver form for juridisk bindende samliv. Ifølge formand for EKD’s synode Katrin Göring-Eckardt vil EKD hermed signalere, at kirkerne bør indtage en mere liberal holdning til homoseksuelle præster. Hver af EKD’s 22 medlemskirker skal selv udforme konkrete regler på området. I mange kirker er det endnu ikke sket.