Hvad ”dette” hentyder til, kan vi kun gøre os forestillinger om, hvis vi tror, at Gud er den stadig virksomme Gud, der lader de holdninger, som fremgår af Jesu forkyndelse, udvikles til gavn for mennesker. Selvom budskabet ikke altid er formidlet gennem kirken, til tider endda i modsætning til toneangivende kristne, så er det interessante, at der ville eller skulle ske en videre udvikling, en fordybelse af Jesu budskab om skabelsen og genløsningen, som i dag udmøntes i fremme af lighed og frihed og pegen på barmhjertighed og respekt for menneskelig forskellighed.

Men endnu var disciplene ikke rede til at modtage og formidle evangeliet, det glade budskab, i alle henseender og i hele dets fylde, derfor siger Jesus også: I kan ikke bære det nu (Joh. 16, 12). Spørgsmålet er også rettet til os: Kan vi og tør vi tage konsekvensen af de befriende kræfter, der ligger i evangeliet?

DISCIPLENE KOM SELV FRA og kom til et patriarkalsk samfund i datiden med nedarvede meninger om verdens tilblivelse, om slægten, om synet på kvinder og børn, om holdningen til sygdom, til fremmede og så videre.

Ægteskab eller partnerskab mellem mennesker af samme køn var utænkeligt, selvom homoseksualitet var ret udbredt i Romerriget.

Jesus selv var rimelig fri i forholdet til kvinderne, flere fulgte ham og sørgede for mad til ham og hans disciple. Tænk også på den kana’anæiske kvinde eller den samaritanske ved Sykars brønd og på mødrene, der ønskede Jesu velsignelse over deres børn; i alle tre tilfælde ser disciplene skævt til dem.

Angående seksuel orientering påpeger Jesus, at der er dem, der af natur er uegnede til traditionelt ægteskab, andre er blevet det gennem påvirkning eller tvang fra det omgivende miljø, og atter andre af egen fri vilje for Himmerigets skyld, men, siger Jesus: hvad dette går ud på, kan ikke alle rumme (Matt. 19, 11-12).

Dermed er det påpeget, at der lidt efter lidt skal komme mere klarhed over, hvad datidens forkyndere, evangelisterne og Paulus og øvrige nytestamentelige forfattere ikke kunne bære eller rumme.

Det undrer mig, at mange fortolkere i dag glemmer eller overser Helligånden, barmhjertighedens og kærlighedens ånd, som stadig er virksom og uddyber det kristne budskab.

Jesus sender netop sin ånd, for at mennesker skal fatte, at Gud ikke gør forskel på mennesker, så forskellige vi end er. Det har taget tid at overbevise verden, også den kristne verden, om, at der, som Paulus skriver i Galaterbrevet 3, 28, ingen forskel er på jøde og græker, på mand og kvinde, trælle eller fri, for alle er et i Kristus Jesus. Paulus lod sig her lede af Guds ånd, mens han i andre henseender var bundet af sin tradition.

Egentlig kan det undre, at kristne fundamentalister (bibeltroende) i den grad fastholder de udsagn og regler, som ikke mindst Det Gamle Testamente i sin påvirkning af Det Nye Testamente helt selvfølgeligt fremfører ud fra samtidens opfattelser, men overser Helligåndens gerning i vor tid, eller som det hedder i Den Danske Salmebog nr. 299 (”Ånd over ånder”): ”kalde, forsamle og Jesus forklare, bygge Guds Kirke, oplyse hans folk! Det er din gerning, lad os den erfare, vær i vort hjerte Guds kærligheds tolk”.

Er det sådan, at det enkelte menneskes værdighed og værdi og alle tanker om lighed og solidaritet er Helligåndens virksomhed, men ofte fremføres af folk, som ikke forbinder en sådan praktisk adfærd med teologi, med Gud, selvom det er den kristne holdning, der gennem tiden påvirker demokratiet i den vestlige verden?

Ud fra denne tankegang falder skabelse og evolution og innovation på plads som gudgivne virksomheder. Ligeledes ser jeg ingen hindring for at stille homoseksuelle lige med andre parforhold, om så man kalder det ægteskab.

Endelig anmoder jeg de såkaldte bibeltro om at revidere deres indstilling til den altid virksomme Gud, vor og Jesu fader og helligåndens giver.

Børge Hansen er teolog og pastor emeritus