Peter Dürrfeld |
8. februar 2012
Brecht og Weills sidste projekt "Mahagonny" og Sergei Rachmaninovs "Vesper op. 37" bliver anmeldt
Fra Esbjerg til Rusland: Fire ud af seks stjerner
Det fortælles, at den russiske komponist Sergei Rachmaninov på sine gamle dage havde givet udtryk for et ønske om, at man ved hans begravelse skulle synge den femte af hans vespere, opus 37. Teksten til denne vesper stammer fra Lukas-evangeliet 2, 29-32, hvor det hedder: “Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.”
LÆS OGSÅ: Blandede bolsjer og Brahms
Vor Frelsers Kirkes Kor fra Esbjerg, der er en frodig blanding af konservatoriestuderende, professionelle samt dedikerede amatører, fører os med deres nye cd ind i det velklingende og fremmedartede univers, som den ortodokse russiske kirke rummer. Der synges a capella, altså uden instrumentledsagelse, og det italienske udtryk stammer netop fra, at der er tale om sang, der foregår i kapellet. I den russisk-ortodokse kirke er brugen af instrumenter ligefrem forbudt.
Rachmaninov komponerede sine vespere i krigsåret 1915, og de var 15 i tallet. De enkelte numre svinger i varighed fra under to minutter til lidt over otte. Trods visse forskelle, blandt andet i de meget varierede rytmiske mønstre, minder de meget om hinanden, og det giver dette værk en forunderlig, sammenhængende karakter – som ét langt stræk snarere end 15 forskellige numre.
Optagelsen stammer fra april 2011, og klangen er klar og rumlig. Koret synger godt, kyndigt ledet af Mikkel Andreassen, og de to solister glider fornemt ind i helheden: den amerikanske mezzosopran Armeen Dishchekenian Rasmussen og tenoren Jacob Heide Madsen, der for øvrigt er en ildsjæl i det turnerende ensemble Den Rullende Opera. Og apropos ildsjæle er denne vesper-cd udgivet på plademærket Paula Records, der med basis i Rudkøbing ledes af Leif Ramløv Svendsen. En smuk publikation med tekster til samtlige vespere på russisk (det vil sige kirkeslavisk!) og dansk.
Rachmaninov: Vesper, op. 37 – Vor Frelsers Kirkes Kor, Esbjerg, dir. Mikkel Andreassen. Solister: Armeen Dishchekenian Rasmussen, mezzosopran, og Jacob Heide Madsen, tenor. Paula Records PACD 170
Mahagonny fra Madrid: Fire ud af seks stjerner
I mine studieår var Bertolt Brecht kult. Alle læste og talte om Brecht og hans “Verfremdung”-teknik. På Det Ny Teater opførte man i direktør Peer Gregaards glansperiode stykket Arturo Ui, hvor Ove Sprogøe i hovedrollen var frådende god som den koleriske opkomling med mere end et enkelt strejf Adolf Hitler i sig. Desuden blev rollen – kan man i bagklogskabens lys se – et forstudie til hans ubetalelige Egon Olsen i de folkekære Olsen-banden-film. Og på Det Kongelige Teater spillede man Mahagonny, en politisk opera, hvor Brechts ven Kurt Weill fra de to mænds glansperiode i Weimarrepublikkens dage stod for musikken. Brecht og Weill var et slagkraftigt makkerpar – med Brecht som den dominerende part. Mahagonny blev deres sidste fælles projekt. Weill var nok socialist, men da Brecht ville presse ham yderligere mod venstre, erklærede Weill (ifølge hans kone, sangerinden Lotte Lenya), at han ikke var i stand til at sætte det kommunistiske manifest i musik.
Fra Madrid er der kommet en dvd-optagelse af en Mahagonny-opførelse, der fandt sted i september 2010. Den har meget, der taler for sig: en flot scenografi, en energisk dirigent i form af den 34-årige spanier Pablo Heras-Casado og et hold kompetente sangere. Som parret Jenny og Jim er man vokalt særdeles velkørende med Measha Brueggergosman og Michael König. Begge sangere er i besiddelse af en stor stemme og et måske lidt for stort korpus til scenisk at give udtryk for den proletariske rapkæftethed, der for mig at se hører Mahagonny til – det fænomen, man også har kaldt “die Berliner Schnauze”.
Der er flugt og farve over forestillingen, men der mangler et eller andet. Måske fordi der synges på engelsk – egentlig okay, da handlingen jo foregår i USA, men der går altså noget tabt, når en ørehænger som “Denn wie man sich bettet, so liegt man” synges på teaterengelsk. Poul Henningsens og Carl Nyholms mundrette danske gendigtning (Gyldendal 1964) rummer meget af atmosfæren i stykket: “Du ligger så skidt som du redte / og hvem visseluller dig nu? / Hver slås for sig selv, at I ve’ det / og ska noen ha på tæven så ska du!” Sådan var ånden fra Berlin anno 1930, den turbulente periode, hvor Mahagonny blev til. Den ånd har ikke overlevet i Madrid-opsætningen. Vellykket er det heller ikke, at nogle rulletekster på spansk har overtaget den funktion, der i Brechts originaltekst blev varetaget af en højrøstet konferencier – et ikke uvæsentligt element i den omtalte Verfremdung.
Rise and Fall of the City of Mahagonny, Teatro Real – Madrid, dirigent: Pablo Hereas-Casado – BelAir classiques – BAC067
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad