Ritzau |
8. februar 2012
Marc Hester kan ikke begribe, at han har vundet det københavnske seksdagesløb foran hjemmebanefavoritterne
Det var en tydeligt rørt Marc Hester, som tirsdag nat sammen med sin belgiske makker, Iljo Keisse, lod sig hylde som vinder af det københavnske seksdagesløb i Ballerup Super Arena.
- Det er totalt mærkeligt. Det er ikke rigtig til at forstå, og jeg tror, at jeg lige skal hjem og sunde mig, og så må jeg se, om jeg kan tage mig sammen til at læse avisforsiderne i morgen. Så må jeg se, om det virkelig kan være sandt, siger Marc Hester.
Hester og Keisse, der kørte med par nummer 9, sikrede sejren via en imponerende indsats i spurtserien i den afsluttende finalejagt.
Især belgieren var ganske suveræn, og det var reelt ham, som sørgede for sejren ved at vinde den allersidste spurt suverænt foran Alex Rasmussen fra par nummer 7.
- Jeg har aldrig set Iljo køre så stærkt før, selv ikke på hans egen hjemmebane i Gent.
- Jeg så, at Alex var nede at tage en tår vand inden den sidste spurt, og det var netop, hvad jeg havde håbet på at se til slut i jagten. Vi så også på første dag, at Alex fik krampe i spurtserien, og jeg tror, at det gav os lidt ekstra, siger Marc Hester.
Det er Marc Hesters første seksdagessejr, og han håber, at han kan komme til at danne par med Iljo Keisse igen næste år.
- Det er ikke min beslutning, men som forsvarende vindere er der rigtig meget, der tyder på det.
- Vi må se, hvilke idéer de har. Jeg vil kraftigt skubbe på i den rigtige retning, så vi kommer til at køre sammen igen. Det vil være min drøm. Han er min bedste ven i cykelsporten, siger Hester.