Hvor stor skal ritualbogen være?

Kristeligt Dagblad har i en række artikler om livets ritualer sat fokus på den rolle, som ritualer spiller i det personlige, i samfundets og i kirkens liv. Ligesom man ikke kan forestille sig et samfund uden sprog eller udveksling, således kan man ikke forestille sig et samfund uden ritualer.

LÆS OGSÅ: Ude godt, hjemme bedst – især når det gælder troen

Antropologerne og etnograferne udforsker ritualer og ser dem som et sæt af handlinger med en symbolsk ladning. Selvom man kan finde eksempler på noget, der ligner rituel adfærd, i dyreriget, så er det mennesket, der er det ritualproducerende dyr par excellence. Det er, fordi ritualer er gode til at skabe gruppeidentitet; de bestyrker sammenhængkraften og fællesskabet om de værdier, man deler. Ritualer skaber relationer og er således en vigtig komponent i al kultur. De fortæller om, hvordan folk føler og tænker om deres relationer og sociale omgivelser.

Ritualer dukker op, når sportsfolkene spiller deres kampe, når regenten fejres, eller når nationen rammes af en tragedie. I det personlige liv har man sine ufravigelige morgenritualer; og familien holdes ofte sammen af ritualiserede fejringer og anden rituel adfærd. At vi har ritualer, udgør således et almengyldigt træk ved vort liv.

Ritualerne kan være såvel profane som hellige. Ritualtrangen melder sig ofte i forbindelse med livets overgangssituationer. Skal man i gang med noget nyt, skal man befri sig fra det gamle; den gamle surdej skal skiftes ud, så man kan indvies til det nye. Her dukker ritualet op som et godt instrument til at klare den nye livssituation. Men i en traditionsglemsom kultur står de sammenhængsskabende ritualer i fare for at forsvinde. Da er der som regel et længere åndedrag i religionen. Derfor har ritualer også altid spillet en afgørende rolle i kirken. Når kristendommen kommer til en ny kulturel sammenhæng, så må den tilpasse sine ritualer til de nye omstændigheder. Kan den antage alt? Det var det spørgsmål, som den jesuitiske mission til Kina i femtenhundredtallet så sig konfronteret med, da missionærerne tilpassede sig den kinesiske folkelighed og kultur, hvilket indebar anerkendelsen af Kong Fuzi som lærer og en form for forfædredyrkelse som symbol på familiesammenhold. Det førte til en ritualstrid, som med mellemrum dukker op inden for de fleste kirkesamfund, og som i tilfældet Kina førte til, at missionærerne måtte opgive deres arbejde.