Johan Schmidt Larsen skriver den 27. januar et indlæg ”I pagt med Djævelen. Virkeligheden bag Karen Blixens maske”. Ud fra Morten Henriksens bog og film ”Bag Blixens maske” konkluderer Schmidt Larsen, at Karen Blixen var i pagt med Djævelen.

LÆS OGSÅ: I pagt med Djævelen. Virkeligheden bag Karen Blixens maske

Han tager fat i sentensen i Thorkild Bjørnvigs bog ”Pagten”, hvor Karen Blixen efter at have fået konstateret syfilis erklærer: ”Da det skete for mig, og der ingen Hjælp var at hente hos Gud, og De maa kunne forstaa, hvor forfærdeligt det er for en ung Kvinde ikke at have Lov til at elske og favne, da lovede jeg Djævelen min Sjæl, og han lovede mig til Gengæld, at alt hvad jeg herefter oplevede skulde blive til Historier. Og De kan se, han har holdt sit Løfte.”

Når Karen Blixen siger, at hun lovede Djævelen sin sjæl, skal det tages med et gran salt. Hun havde som bekendt en bizar form for humor. I Clara Selborns bog ”Notater om Karen Blixen” (Clara Selborn var Blixens sekretær), kan man læse, at Karen Blixen den 5. maj 1960 flytter til Dragør for at bo hos sekretæren, mens Rungstedlund bliver færdigrenoveret.

Clara Selborn noterer: ”En dag i maj skete der noget mærkeligt. På et blad af arbejdsblokken skrev Karen Blixen salmeverset ’Gud skal alting mage …’, og nedenunder står der: I dette Hus oplevede jeg, i Maj 1960, en stor Lykke. Karen Blixen.”

Provst Vilhelm Dickmeiss har i en kronik i Aalborg Stiftstidende den 29. april 1984 berettet om Karen Blixens begravelse, som hun nøje selv havde planlagt. Han fortæller, at da hendes begravelsesplads i haven ved Rungstedlund blev indviet, ønskede hun, at man sang et par vers af ”Blomstre som en rosengård”.