|
9. februar 2012
Egypten: Ngo’er blander sig i politik. Premierminister appellerer anklage. Læs kort nyt fra udland
Våben til Darfur trods FN-embargo
Selvom FN i 2004 indførte en våbenembargo i Darfur, er våben alligevel strømmet ind i landet. Det er især Rusland, Hviderusland og Kina, der forsyner Sudans hær med nye og moderne våben, oplyser menneskerettighedsorganisationen Amnesty International i en rapport. Leverancerne af forskellige typer våben, ammunition og andet militærudstyr til Sudan har gjort det muligt for de sudanske myndigheder og deres væbnede styrker at gennemføre uhyrlige overgreb på civilbefolkningen i Darfur, skriver organisationen. /ritzau/
Egypten: Ngo’er blander sig i politik
Egyptiske dommere, der undersøger anklager om, at egyptiske og udenlandske organisationer har modtaget ulovlig støtte fra udlandet, beskylder dem nu for at blande sig i egyptisk politik. ”Det arbejde, de ikke-statslige organisationer (ngo’er) udfører, er ’ren politisk aktivitet og har intet at gøre med arbejde i civilsamfundet’,”, sagde dommer Sameh Abu Zeid i går. Dommerne fastslår også, at organisationerne ikke har den nødvendige licens til at arbejde i Egypten. Kort inden nytår ransagede egyptiske myndigheder 17 kontorer, der tilhører egyptiske og internationale demokratiforkæmpere og menneskeretsgrupper. /ritzau/AFP
Premierminister appellerer anklage
Pakistans premierminister, Yousuf Raza Gilani, har appelleret en indkaldelse til landets højesteret, hvor han står over for anklager om foragt for retten. Højesteret har indkaldt Gilani til at møde op den 13. februar, hvor han risikerer at blive tiltalt for foragt for retten, fordi han nægter at genåbne en korruptionssag mod Pakistans præsident, Asif Ali Zardari. /ritzau/AFP
Argentina klager over Storbritannien
Argentinas præsident, Cristina Kirch-ner, vil indgive en officiel klage til FN over Storbritanniens optrapning af konflikten om Falklandsøerne. De to parter har skærpet retorikken i forbindelse med 30-året for Falklandskrigen. Argentinske politikere har fordømt udkommanderingen af et britisk krigsskib og opfatter det samtidig som en provokation, at den britiske prins William er blevet udstationeret som redningspilot på den omstridte øgruppe. Falklandskrigen var en kort, men blodig konflikt, der brød ud, da den argentinske militærjunta invaderede Falklandsøerne den 2. april 1982 og satte gang i en 74 dages lang kamp, som endte med at koste 649 argentinske og 255 britiske soldater livet. /ritzau/AFP