Politifolk står æresvagt, hvor den unge politimand Jesper Egtved Hansen i 1988 blev dræbt af Blekingegadebanden. Nu er det blevet afsløret, at en ansat i PET i 1986 skrev til sin chef, Per Larsen, at Blekingegadebanden stod bag røverier, og at den ville fortsætte. Men hans rapport er tilsyneladende væk.
- KELD NAVNTOFT/Scanpix Danmark
Niels Northroup |
9. februar 2012
I 1986 skrev en ansat i PET til sin chef Per Larsen, at Blekingegadebanden stod bag røverier, og at den ville fortsætte. Men hans rapport er tilsyneladende væk
Tre år før anholdelsen af Blekingegadebanden orienterede en PET-betjent sin ledelse om, at banden sandsynligvis stod bag flere store kup – og at den nok ville fortsætte med den grove kriminalitet.
Oplysningen om den interne advarsel kom i går på bordet i Østre Landsret som lidt af en bombe.
LÆS OGSÅ: Blekingegadebanden skal undersøges igenHer afhører en kommission en stribe vidner i forsøget på at be- eller afkræfte påstanden, om Politiets Efterretningstjeneste (PET) tilbageholdt informationer for det åbne politi med den virkning, at banden blev pågrebet alt for sent.
Advarslen står i den rapport, som en tidligere ansat i PET skrev i foråret 1986. Den nu pensionerede kriminalassistents oplysning om sin rapport kom tydeligvis bag på kommissionens medlemmer og udspørger.
Den cirka 10 sider lange rapport findes nemlig ikke blandt de cirka 200.000 sider, som kommissionen ligger inde med.
”Rapporten blev givet til Per Larsen,” sagde kriminalassistenten med henvisning til den daværende operative leder i PET.
Kriminalassistenten fortalte, at han i foråret 1986 fik en særlig opgave.
”Ledelsen følte ikke, at man havde et godt nok overblik over banden. Oplysninger lå lidt spredt rundt omkring i PET. Min opgave var at samle al den viden, der forelå i forskellige rapporter, og lave en analyse og konklusion. Ledelsen mente, at der kunne være mere i Blekingegadebanden end det, der umiddelbart forelå,” sagde han.
Kriminalassistenten blev udpeget til opgaven, fordi han efter eget udsagn er særligt kvalificeret til analysearbejde.
Efter to-tre ugers arbejde opregnede han en række røverier og drog flere konklusioner. For eksempel så han på gidseltagningen af en bankdirektør, dennes hustru og parrets barnebarn i Glostrup i 1980:
”Det var sandsynligt, at det var Appel-gruppen, der havde lavet det. Der var så mange indicier på, at det var dem,” sagde kriminalassistenten om sin rapport.
Appel-gruppen var på det tidspunkt den interne betegnelse for Blekingegadebanden. Gotfred Appel var gruppens ideologiske far.
Den stærkt venstreorienterede gruppe blev anholdt i 1989 og senere dømt for blandt andet røveriet i 1988 mod et postkontor i Købmagergade, hvor en ung betjent blev dræbt.
Den tilsyneladende forsvundne rapport nævner også røveriet mod en pengetransport i Lyngby i 1983, hvor gerningsmændene slap væk med godt otte millioner kroner. Og rapporten indeholdt en klar advarsel:
”Min konklusion var, at det ikke var det sidste, vi havde set af kriminalitet fra Blekingegadebanden. Det var essensen af min analyse,” fortalte han.
Banden havde nemlig indgået en aftale med terrororganisationen PFLP’s militære leder, Marwan El-Fahoum, om leverance af “x-antal tusinder eller millioner.”
En uge efter at have afleveret sin rapport spurgte kriminalassistenten sin øverste chef, Per Larsen, om han havde læst den.
Det havde han endnu ikke, lød svaret.
Men nogle måneder senere blev der af PET lavet rapporter om de enkelte gruppemedlemmer – men uden at gentage kriminalassistentens temmelig håndfaste konklusioner.
Kommissionen ville vide, om politiet dengang efter hans mening kunne rejse en sag mod bandens medlemmer?
”Jeg kom ikke med nogen juridisk anbefaling. Det var ikke min opgave,” lød svaret.
Senere blev kriminalassistenten sat til andre arbejdsområder.
”Jeg hørte aldrig noget til det senere,” fortalte han kommissionen, som nu forventes at gå på jagt efter den forsvundne rapport.
I foråret skal Per Larsen afhøres. Gårsdagens afsløring giver baggrund for nye spørgsmål til den tidligere PET-chef./ritzau/
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad