Jesper Bacher |
9. februar 2012
Tirsdag aften bød DR 2 på lidt af hvert. Ikke just en temaaften, men en aften med mangt et tema. Først faldt mit blik på det japanske naturprogram om ækvator, hvor man følger livet langs Jordens mavebælte.
”Solens magt” hed afsnittet på engelsk, til tider kunne det sensitive øre fange en snert af solsværmeri. Kommentatoren fortalte således, hvordan regnskovens kæmpetræer var dyrkere eller tilbedere af Solen (”worshippers of the sun” på engelsk) i deres stræben efter lys.
Uden at være en træmand synes jeg, det er en lige lovlig from måde at beskrive træers forhold til Solen på. Måske slog programmets japanske ophav igennem. Japan kaldes jo også ”Solens rige”. Under alle omstændigheder var det ækvatoriale program en rigtig solstrålehistorie, og man kunne så glimrende nyde de fascinerende optagelser og undgå faren for naturreligiøst solstik.
Desuden er det godt at mindes om, at livet ikke er selvberoende. Alt levende holdes i live af noget uden for sig selv. På den måde kan livet tale om det, som er større end livet, men for ret at høre den tale kræves der mere end naturiagttagelser.
Der kræves en åbenbaring, så kan der til gengæld også høres noget. ”Der er intet skabt, som ikke rummer en tale til mennesket om Gud og dermed også om mennesket selv,” som teologen Johannes Horstmann har sagt.
Efter denne tv-stund på solsiden vendtes fjernsynskiggeriet mod ”Den sorte skole”, som vil opfriske danmarkshistoriens vigtigste begivenheder. Bare titlen, ”Den sorte skole”, vækker umiddelbart sympati. ”Vi skal ikke tilbage til den sorte skole,” lyder et besværgende mantra. Nej, lad os komme frem til den! Altså en skole, hvor der først og fremmest meddeles kundskaber, hvor faget er i centrum snarere end elevens navle, og hvor man, ja, lærer visse ting udenad, så der står noget på hjertets tavle og ikke bare på computerskærmen.