Søren Hermansen |
16. februar 2012
”The Descendants” er en alvorlig komedie om alle de fristelser, der trækker mennesket væk fra det egentlige
FEM UD AF SEKS STJERNER
Filmen “The Descendants” (Efterkommerne) foregår på Hawaii. Straks får vi vinterplagede, solhungrende og frysende nordboere paradisdrømme, når vi ser de herlige billeder fra den smukke øgruppe i Stillehavet med sol, palmer og lækre strande. Bare lyden af klipklapper giver misundelse helt ind bag polarovertøjet.
LÆS OGSÅ: I skyggen af den kolde krigHer lever advokaten Matt King (spillet af George Clooney). Vi ser ham i de første billeder af filmen sidde på sit kontor med udsigt ud over alle herlighederne.
Heldige asen, tænker vi straks, men han ved, hvad vi tænker. ”Mine venner tror, at fordi jeg bor på Hawaii, bor jeg i paradis. Som om vi er på evig ferie, hvor vi nyder livet, drikker Mai Tais og bader i bølgerne. Er de sindssyge?”.
Nej, der er ikke meget paradis i Matt Kings liv. ”Paradis kan rende mig i røven,” føjer han bramfrit til.
Hans kone ligger i koma på sygehuset efter en bådulykke, hvor hun var ude med en eller anden strandløve. Børnene er umulige. Hans ældste datter på 17 år er på en dyr privatskole på naboøen og skejer ud med alkohol og drenge. Den yngste datter på 10 år mobber de andre i skolen og er kropumulig derhjemme. Selv er han ved at drukne i arbejde og har været en meget fraværende far i børnenes opvækst. ”Jeg er en slags reserveforælder,” siger han ærligt og ved ikke, hvordan han skal tackle problemerne.
Oven i alt dette er han eneforvalter af en familiefond, der administrerer et kæmpe uudnyttet overdådigt smukt stykke land, der er den sidste del af en af Hawaii-øerne, der kan bebygges. Jeg kom til at tænke på den gamle Oswald Helmuth-vise om bonden, der har de sidste 20 tønder land på Sjælland. Dem kan han tjene på. Det kan Matt King og familien også. Vi taler om milliarder af dollar. Skal Matt sælge dette paradisiske område og gøre familien svinerig, eller skal der være noget til efterkommerne af den smukke natur, der har været i familiens eje siden 1860’erne?
Der er nok af problemer og fristelser. Desuden opdager Matt, at hans kone har haft en affære og vil forlade ham. Han bliver tordnende vred. Under skildringen af alt dette – og vi er stadig i begyndelsen af filmen – hænger der tunge skyer over landskabet, og regnen begynder at falde. Nu må Matt King, der ikke er meget konge i sit liv, begynde at gå på slangejagt i det jordiske paradis. Han skal finde sig selv som forælder og finde ud af, hvorfor konen var ham utro og ikke ville fortsætte i ægteskabet.
Desuden skal han finde sin rolle i rækken af King’er. Skal alt gøres op i penge? Det kommer der en spændende rejse ud af. Hvordan bliver forsoning til? Hvad er de bærende værdier? Det handler filmen om, og den giver et svar. Den lille drøm er mulig at realisere. Den store drøm om paradis bør vi overlade til Gud.
Filmen er nomineret til en Oscar som bedste film i 2011. Det er forståeligt.
The Descendants. Instruktion: Alexander Payne. USA, 2011. Premiere over hele landet.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad