Der er lavet en sociologisk analyse af kirkerne i København, men der mangler vigtige fakta. Lektor i teologi kalder rapporten for ”upædagogisk”
Københavns Stift har fået lavet en sociologisk analyse af sognene i Frederiksberg og Københavns Kommuner, som skal bruges i diskussionen om at lukke kirker i hovedstaden. Men der mangler helt centrale tal fra en ny undersøgelse af, hvor mange københavnere der kommer i kirkerne.
Det er det private firma Rådgivende Sociologer, som har analyseret medlemsprocenter og antallet af gudstjenester i sognene. Fakta, som er velkendte på forhånd. Men tal fra en helt ny tælling af kirkegangen i hovedstaden bliver først offentliggjort senere.
LÆS OGSÅ: Flere kirker udpeget til lukning i København”Analysen er i bedste fald upædagogisk,” siger lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet Hans Raun Iversen, som har læst analysen.
”Man kunne sagtens forestille sig en mere overskuelig form med en forklaring på, hvad analysen egentlig skal bruges til. I stedet for en overordnet analyse burde man være gået ind i sognene nedefra og have kortlagt, hvor i København det er, at sognelivet virkelig fungerer og hvorfor. Nu får man en masse uklare svar, fordi man ikke har stillet de klare spørgsmål, og det kan give anledning til misforståelser i sognene,” siger Hans Raun Iversen.
Han følges op af ekspert i kirkestatistikker Peter Lüchau, Syddansk Universitet, som efter at have læst analysen siger:
”Nogle sogne vil måske læse den med angst og bæven, for når de bliver målt på medlemstal i sognet og aktivitetsniveau som gudstjenester, skal de måske til at løbe hurtigere for ikke at blive lukket. Men der fokuseres kun på medlemstal og gudstjenester, ikke på hvor mange mennesker der rent faktisk kommer i kirken,” siger Peter Lüchau.
Svend Hovard er medlem af Blågården Sogns menighedsråd, hvor Hellig Kors Kirke er indstillet til lukning.
”Når man kun offentliggør nogle af resultaterne, men ikke den fulde rapport, så tror jeg desværre, at det kan give anledning til mytedannelser blandt sognene,” siger Svend Hovard.
Det er Stiftsrådet i København, som har anbefalet at offentliggøre dele af den kommende rapport.
”Der har været delte meninger i Stiftsrådet om, hvorvidt man skulle offentliggøre en del af de data, vi har til rådighed fra sognene, eller vente, til alle data var klar. Nu får menighedsrådene så en smagsprøve på, hvordan vi gerne vil udarbejde en analyse af økonomi og aktiviteter i sognene, og det kan jeg ikke se vælter verden. Hverken sammendraget eller den samlede rapport til sin tid kommer med forslag til, hvilke kirker der skal lukkes,” siger Inge Lise Pedersen.