Den allerførste forårsgave

”BLOMSTER ER GUDS SENDEBUD fra en anden, fuldkommen verden!”. Sådan lyder et bevinget ord. Vi bruger da også blomsterne flittigt – blandt andet til at erklære kærlighed, til at udtrykke medfølelse og medleven i sorg og glæde.

LÆS OGSÅ: Den nytårsnat, vi mistede vores elskede Maria

Men selvom det måske er sandt, at blomster i virkeligheden er sådanne ophøjede sendebud, så er det langtfra altid, at vi ser dem som sådan.

For tit og ofte er vi måske tilbøjelige til først og fremmest at betragte dem som biologisk råstof; som en handels-vare; som noget, vi kan dissekere og skille ad – sådan som mange måske husker det fra biologitimerne i skolen. Og drejer det sig om de såkaldt vilde blomster, så er de i manges optik ikke ret langt fra at regnes som ukrudt!

Men så kan det gå sådan, at man pludselig kommer til at se med et udvidet blik. Det er, som om man kommer til at slutte venskab med lige netop den lille gule erantis, der allerede nu står og bebuder forår og vidner om en næsten ukuelig livsvilje.

Hvad var det egentlig, der skete den dag, da jeg pludselig så den lille gule erantis, så den blev et livssymbol, der bebuder forår, mens det endnu er vinter? Ja, måske var der det på spil, som den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup kalder den poetiske oplevelse.

Den er nok et lille digt værd:

Den første forårsgave

Den står mit hjerte nær

Erantis i min have,

I får min hilsen her!

I er her som de første,

Der trodsigt viser sig,

De mindste blandt de største,

Der tappert bryder vej!

Erantis i min have,

I får min hyldest her,

Den første forårsgave,

Den er mig særlig kær!

I står som små atleter

I havens mindste bed,

Tre-fire centimeter,

I svimler vel derved? –

Med nøgne dværgekroppe

Mod frostens skarpe lud,

Med sommergule toppe,

Der flokkes skud ved skud!

Erantis i min have …

I står som små soldater

I verdens mindste hær,

Som livets gulddukater,

Der trodser vind og vejr:

Kom an du vinterkulde,

Din tid er snart forbi,

Du ender under mulde,Snart skal du gå i hi!

Erantis i min have,

I får min hyldest her,

Den første forårsgave,

Den er mig særlig kær!

Som sagt så taler Løgstrup om den poetiske oplevelse. Når den er på færde, så sker der noget stort. For ”den poetiske oplevelse er alt andet end udtømmende bestemt med at være en oplevelse af verden, naturen og tingene i deres skønhed. Den er noget andet og mere. Den er åbenbaring og nærvær. Og skønheden er så at sige midlet dertil, i tilintetgørelsen af trivialiteten”.