Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Den allerførste forårsgave til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den allerførste forårsgave

Erantis, vinterblomme i sne. Foråret er på vej.

-

Emneord for denne artikel

forår | årstider | Erantis
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

Årstider Hvad var det egentlig, der skete den dag, da jeg pludselig så den lille gule erantis, så den blev et livssymbol, der bebuder forår, mens det endnu er vinter? Sådan spørger dagens kronikør

”BLOMSTER ER GUDS SENDEBUD fra en anden, fuldkommen verden!”. Sådan lyder et bevinget ord. Vi bruger da også blomsterne flittigt – blandt andet til at erklære kærlighed, til at udtrykke medfølelse og medleven i sorg og glæde.

LÆS OGSÅ: Den nytårsnat, vi mistede vores elskede Maria

Men selvom det måske er sandt, at blomster i virkeligheden er sådanne ophøjede sendebud, så er det langtfra altid, at vi ser dem som sådan.

For tit og ofte er vi måske tilbøjelige til først og fremmest at betragte dem som biologisk råstof; som en handels-vare; som noget, vi kan dissekere og skille ad – sådan som mange måske husker det fra biologitimerne i skolen. Og drejer det sig om de såkaldt vilde blomster, så er de i manges optik ikke ret langt fra at regnes som ukrudt!

Annonce
Men så kan det gå sådan, at man pludselig kommer til at se med et udvidet blik. Det er, som om man kommer til at slutte venskab med lige netop den lille gule erantis, der allerede nu står og bebuder forår og vidner om en næsten ukuelig livsvilje.

Hvad var det egentlig, der skete den dag, da jeg pludselig så den lille gule erantis, så den blev et livssymbol, der bebuder forår, mens det endnu er vinter? Ja, måske var der det på spil, som den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup kalder den poetiske oplevelse.

Den er nok et lille digt værd:

Den første forårsgave

Den står mit hjerte nær

Erantis i min have,

I får min hilsen her!

I er her som de første,

Der trodsigt viser sig,

De mindste blandt de største,

Der tappert bryder vej!

Erantis i min have,

I får min hyldest her,

Den første forårsgave,

Den er mig særlig kær!

I står som små atleter

I havens mindste bed,

Tre-fire centimeter,

I svimler vel derved? –

Med nøgne dværgekroppe

Mod frostens skarpe lud,

Med sommergule toppe,

Der flokkes skud ved skud!

Erantis i min have …

I står som små soldater

I verdens mindste hær,

Som livets gulddukater,

Der trodser vind og vejr:

Kom an du vinterkulde,

Din tid er snart forbi,

Du ender under mulde,Snart skal du gå i hi!

Erantis i min have,

I får min hyldest her,

Den første forårsgave,

Den er mig særlig kær!

Som sagt så taler Løgstrup om den poetiske oplevelse. Når den er på færde, så sker der noget stort. For ”den poetiske oplevelse er alt andet end udtømmende bestemt med at være en oplevelse af verden, naturen og tingene i deres skønhed. Den er noget andet og mere. Den er åbenbaring og nærvær. Og skønheden er så at sige midlet dertil, i tilintetgørelsen af trivialiteten”.

Nu er det jo nærliggende at spørge, hvorfor vi ikke altid ser med dette udvidede blik? For hvis vi med netop dette udvidede blik ser sandt, hvorfor ser vi så ikke bare med det hele tiden? Ja, her er vi inde ved et af de gådefulde spørgsmål, der måske hænger sammen med en grundskade ved os mennesker.

Den engelske teolog F.D. Maurice skriver et sted sådan: ”Verden er fuld af sakramenter, morgen og aften, venners venlige blik og afskedsord, barndommens latter, dagligt brød, sygdom og død, alt har en hemmelig sakramental mening og skulle modtages som sådan af os; men så har de også en anden mening, som tilslører dette for os …” Og K.E. Løgstrup skriver i ”Den etiske fordring”, at ”trivialiteten ... er luften, hvorigennem vi ser alt!”.

Det er ikke just nogen behagelig sandhed at forholde sig til, at vi langt hen ad vejen lever døve og blinde for den verden, vi færdes i. Men vi ved jo godt, at der er så mange ting i et menneskes liv, der kan antage banalitetens og kedsomhedens karakter.

Vi må jo så føje til, at des mere grund er der til at glæde sig over, at der findes øjeblikke, hvor vi ser dybere, hvor vi ser mere sandt. Og sådanne øjeblikke kan da for eksempel udløses af en kunstnerisk oplevelse, en naturoplevelse eller et vigtigt menneskeligt møde.

Vi færdes ifølge Løgstrup normalt i verden på en måde, hvor vi kan måle og registrere, hvor vi har hold på os selv. Men i den poetiske oplevelse har ”mennesket ikke hold på sig selv, men er snarere i dens vold”.

Eller med et udtryk af Ole Wivel, der siger, at poesi er mindre ”personlighedens beherskelse af verden end dens hjemkomst og forsvinden i den!”.

Men som sagt – allerede nu, mens det er vinter, står den lille gule erantis og bebuder, at foråret så sagte kommer! Allerede nu får vi bebudet den fagre tid, hvor det er sandt, at:

Hvert vindpust skal vugge det vajende siv,

Hver gade skal sitre af dirrende liv,

Ja, landet skal grønnes og blomstre så smukt

Og brede sig ud under fuglenes flugt!

Michael Nielsen er valgmenighedspræst i Ryslinge på Fyn. Versene i kronikken er skrevet af Michael Nielsen selv. De står trykt i bogen ”Om Gud og andre gratis glæder”
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock

flexblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​