MED VIDEO Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) vil have det frie skolevalg begrænset for at undgå en øget opdeling mellem stærke og svage skoler
Det har i flere generationer været et adelsmærke for den danske skole, at høj og lav gik i skole sammen. Men i de senere år er kløften mellem skoler med henholdsvis ressourcestærke og ressourcesvage elever blevet dybere. Derfor vil børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) nu sætte ind med dels et fagligt løft af de svageste skoler, dels en revision af loven om frit skolevalg.
”Jeg vil snarest indkalde partierne bag folkeskoleforliget til drøftelser om, hvordan vi kan se på reglerne for frit skolevalg. Målet er, at kommunerne får nogle bedre redskaber til at sortere eleverne, så vi undgår en øget opdeling i folkeskolen,” siger Christine Antorini, som understreger, at præcis, hvordan reglerne kommer til at se ud, afhænger af, hvad forligspartierne kan blive enige om. Bag forslaget ligger en erkendelse af, at frit skolevalg kan være med til at forstærke den tendens, at veluddannede forældre flytter deres børn til skoler, hvor der går andre børn med veluddannede forældre, mens børn fra såkaldt uddannelsesfremmede hjem koncentreres på andre skoler. Derved går mangfoldigheden på den enkelte skole tabt. Det samme gør muligheden for, at ambitiøse og velstimulerede elever kan give deres klassekammerater den uddannelsesmæssige inspiration, de ikke får hjemme. Og det er et stort problem, påpeger professor ved DPU Aarhus Universitet Charlotte Ringsmose, som har forsket i netop denne kammeratskabseffekt.
”Jeg er blevet forbavset over, hvor stor forskel der i dag kan være på to danske skoler selv inden for samme kommune. Og problemet med denne ghettoisering af skolen er, at når koncentrationen af ressourcesvage bliver for stor på en skole, opstår der andre normer og dyder, som gør det meget vanskeligt for skolen at hjælpe eleverne med at bryde den sociale arv og få en uddannelse.”
Charlotte Ringsmose anbefaler en tidlig indsats allerede før skolen samt en af-ghettoisering af folkeskolen som midlerne til at undgå, at op mod en femtedel af hver årgang havner på den forkerte side af samfundskløften – det vil sige, at de ikke får en uddannelse, og at de får meget svært ved at få et stabilt arbejdsliv og klare sig selv.
Mads Meier Jæger fra Center for Grundskoleforskning på DPU Aarhus Universitet er enig i, at det er vigtigt at styrke skolen, men han understreger samtidig, at forældrenes mønstre er givet videre til barnet længe inden skolealderen.
”I Danmark og Skandinavien har vi en idé om, at skolen skal bryde den sociale arv. Men forskningen viser nu, at det er en håbløs idé. Det nytter ikke noget. Den relative forskel på børn af højt uddannede og lavt uddannede forældre bliver hele vejen. Skolen bryder ikke den sociale arv overhovedet. Man skal starte meget tidligere,” siger han.
Christine Antorini er enig i, at den tidlige indsats er vigtig. Men hun insisterer på, at det også nytter at gribe ind i skolen. Ud over revisionen af loven om frit skolevalg fremhæver hun, at der er afsat 42 millioner kroner til et projekt, hvor 14 skoler med mere end 40 procent tosprogede elever skruer op for fagligheden. Desuden er regeringens såkaldte tosprogs-task force blevet udvidet til at operere på mere end 20 skoler samt i en række daginstitutioner med særlige indsatser for de svageste.
”Alle forældre er optaget af, at deres børn lærer noget. Derfor er det helt afgørende, at vi får givet de svageste skoler det faglige løft, som kan gøre, at de ressourcestærke forældre vil beholde deres børn på skolen. Det nyeste, vi har set, er, at ikke alene de ressourcestærke danske familier, men også de ressourcestærke indvandrere flytter deres børn, hvis tilliden til fagligheden mangler. Det er vi nødt til at rette op på.”
Det måtte jo komme. Løftebruddet på skoleområdet. Det frie skolevalg sættes ud af kraft til fordel for en statsstyret skole, hvor forældrene reduceres til umyndige, og børnene forvandles til brikker i et multikultieksperiment, som endnu ikke nogetsteds i den vestlige verden har vist bare en enkelt god frugt. Og slet ikke i København, ministerens egen, lille provinsielle verden, hvor alting flyder, og opløsning er til at se overalt.
Nu vil den socialdemokratiske skoleminister i københavnerregeringen tromle hen over landet og dets skoler og tvinge forældre til at lade deres børn gå i skoler i ghettoområder, hvor alt er ved at falde fra hinanden. Og formentligt true på forskellig vis, hvis forældre går sammen og danner front mod den umyndiggørelsespolitik, som tilsyneladende er regeringens punkt nummer et på dagsordenen.
Danskere, ikke som myndige borgere, men som viljeløse klienter.
Selv gør de socialdemokratiske ministre alt, hvad de kan, for at deres egne børn ikke havner på disse skoler. Men ministeren er ikke for ingenting medlem af fagforeningernes parti, altså pamperi og hykleri først og sidst.
Det næste trin i regeringens skolepolitik bliver sandsynligvis et frontalt angreb på de velfungerende privatskoler.
Det er sikkert også det, landet lige står og mangler i den skarpe, internationale konkurrence: et sammenbrud på grunduddannelsesområdet.