"Jeg savner en diskussion af, hvad det er, der sker med familien. Hvorfor det er så svært at få det til at hænge sammen. Som samfund er vi ikke tjent med, at familien bryder sammen. Når det er 40 procent af alle ægteskaber, der ender i skilsmisse, så ser jeg det som et tegn på, at familien er under for hårdt et pres. Arbejdet fylder mere og mere, og folk skal besvare e-mails om aftenen og arbejde i teams døgnet rundt, og jeg ved ikke hvad," tilføjer Katrine Marie Guldager, som egentlig har indtryk af, at de fleste gerne vil kernefamilien.

"Det er bare ærgerligt, at vi har skabt et samfund, hvor der ikke er kræfter til at passe på den."

Hun er i tvivl, om det skyldes egoisme og trang til selvrealisering. Eller om det er ambitionerne om, at alt skal være perfekt, der forårsager de mange brud.

Det er hendes indtryk, at vi skal have spændende karrierer, lækre ægtefæller og underholdende venner og ser det som en falliterklæring, hvis vores samliv ikke honorerer dette.

"Man kan sige, at det er det kors, kvindebevægelsen har givet sine døtre, at de skal realisere alt det, mødrene ikke nåede. På mange måder er det rigtig godt, at der blev gjort oprør, men i dag er mange kvinder på min alder forvirrede over, hvad de skal gøre med ægteskabet og med kønsrollerne, og hvad de skal bruge mændene til, når de kan klare alting selv. De mange krav til, hvad et ægteskab skal indeholde, spænder ben for et realistisk liv."

"Spørgsmålet er, om man ikke må indkalkulere, at ægteskabet også har sine mindre spændende perioder. Jeg tror ikke, man kan regne med, at det er lige interessant hele tiden. Hjemme hos os er vi hverken særligt udfarende eller særligt opsøgende. Vi er nok det, man vil kalde lidt kedelige, men jeg mener ikke, det behøver at være et problem. Man må også spørge sig selv, om der ikke også kan være en værdi i at holde ud?".

At holde ud lykkedes ikke for hendes egne forældre, der blev skilt, da Katrine Marie Guldager var 13 år gammel.

I dag definerer hun forældrenes brud "som at blive revet midt over". Også selvom der var mange gode grunde til, at det ikke gik med hendes forældre.

"Selvfølgelig var jeg ked af det og desillusioneret, for planen var jo, at mine forældre skulle være sammen. Jeg ved ikke, om det er alle, der har lige så svært ved at komme over det som jeg, men der er ingen tvivl om, at det er svært for børnene, og mange føler skyld, når deres forældre havner i en krise. Heldigvis blev der i 1970’erne ikke set ned på skilsmissebørn på samme måde som i 1950’erne."

Hun voksede til dels op i bofællesskabet Sættedammen ved Hillerød, der hyldede det frie forhold og afskyede al religion. Bibelen var et skældsord, og Gud var sådan en, der hadede sex.

"Bofællesskabets slogan var, at børn skal have 100 forældre, men i min barndom syntes jeg ikke, at det var fedt med de forskellige familiekonstruktioner. På samme måde tror jeg heller ikke, at børn i dag synes, det er sjovt at bo hos far den ene uge og hos mor den næste. Men sådan er det i børnelivet. Man bestemmer ikke selv og må bare følge med. Det er ens skæbne at have de forældre, man har. Jeg tror bare på, at løsningen for de fleste børn er stabile og faste rammer."

1970’ernes frie og til tider rodede familiestruktur og nutidens argumenter for nye og moderne familiekonstellationer som netværksfamilier og stjernefamilier – familier, hvor andre end forældrene samt venner spiller en rolle i børneopdragelsen – gør kun Katrine Marie Guldager endnu mere opsat på selv at undgå at være med til at splitte en familie.

"Mine forældres skilsmisse har i hvert fald gjort, at jeg altid har tænkt, at jeg ikke vil skilles. Men jeg ved selvfølgelig godt, at risikoen ved at blive gift netop er, at man senere kan ende med at blive skilt. Så hvis man virkelig ikke vil skilles, skal man helt lade være med at gifte sig," konstaterer forfatteren med et skævt smil.

Trods risikoen for at blive skilt har Katrine Marie Guldager satset og kastet sig ud i ægteskabet og fået et barn. Datteren er to år, og til sommer bliver familien forøget med en lille dreng. Stuen, vi sidder i, er en helt ny tilbygning, opført af hendes håndværkermand, som hun fandt sammen med for fem år siden. Han kan nogle ting, som hun på ingen måde kan, og omvendt.

"Vi er meget forskellige, og det er vigtigt for mig. Han kan bygge og ordne en masse ting, som jeg intet aner om. Det, synes jeg, er rigtig fint."

Også hele deres tilgang til kernefamilien er forskellig.

"Min mand kommer slet ikke fra sådan et 1970’er-miljø, som jeg gør. Han kommer fra en mere almindelig kernefamilie, og jeg tror derfor, at familielivet for ham er mere ligetil. Det er ikke noget, han grubler så meget over. Den kontinuitet, min mand har med, har jeg ikke oplevet. Det var mere brud på brud på brud, og det har nok gjort mig rastløs," mener forfatteren.

Hun og manden blev gift på rådhuset, ikke i kirken.

"Når vi nu ikke kommer i kirken, synes jeg, at det ville være dobbeltmoralsk at blive gift der. Jeg tror ikke på Gud, men jeg tror rigtig meget på de kristne værdier," siger Katrine Marie Guldager.

Når Lilly i "Lille Hjerte" står i et dilemma, hvor hun må vælge mellem kunsten og familien, synes det oplagt at spørge, om det er et dilemma, forfatteren selv kender til?

"Jeg var 42 år, da jeg fik mit første barn. Jeg har raset ungdomsenergien ud af blodet, og jeg føler ikke det samme behov som tidligere for at gå til receptioner," siger Katrine Marie Guldager, som dog også understreger, at hun heller ikke ville kunne gå i den modsatte grøft og kun koncentrere sig om at være husmor.

"Det går bedst med alting, når jeg får lov at skrive. At være forfatter er ligesom at have en baby, der aldrig sover helt. Og der er ingen tvivl om, at jeg ville blive meget frustreret, hvis jeg en periode slet ikke kunne skrive, fordi jeg kun skulle passe børn."