Nu nævnes den unævnelige skat igen

Fra 1990 indtil 2006 lå uligheden stort set på samme niveau, men så steg den markant for første gang i 90 år.

Stigningen hænger klart sammen med boligboblen i første halvdel af 00’erne. Der var flere årsager til prisboblen, men både skattestoppet og muligheden for at tage afdragsfrie lån spillede ind ifølge de økonomiske eksperter. Siden er boligpriserne som bekendt faldet kraftigt, og uligheden er igen nede på niveauet fra 1990. Det vil sige på omtrent den mindste ulighed i hele verden.

Men netop de seneste års voldsomme prisfald på ejerboliger har gjort det penibelt for både S-R-SF-regeringen og de borgerlige partier at nævne ordet bolig i forbindelse med en skattereform. Eftersom det ville handle om at øge boligskatterne for at kunne sænke indkomstskatterne.

Før valget forsikrede alle større partier, at der ikke skulle røres ved boligskatterne, for det ville være gift for et i forvejen underdrejet ejerboligmarked.

Skatten på ejerboliger består i princippet af tre dele: en kommunal grundskyld, der betales til kommunen, en ejendomsværdiskat til staten samt stempel- og tinglysningsafgifter, der betales ved handel med ejendomme og låneomlægninger.

I kroner og øre indbringer de tre typer skat godt 40 milliarder kroner årligt.

Til sammenligning bidrager indkomstskat med over 400 milliarder kroner om året.

Hovedparten af danske økonomer har i årevis talt for, at man skulle flytte skat fra arbejde til bolig.

Ifølge vismændene er der i hvert fald tre gode argumenter for at gøre det.

Det første er, at afkastet på ejendom principielt bør beskattes ligesom afkastet af andre investeringer, for eksempel i obligationer eller aktier. Ejendomme stiger generelt mere end inflationen, og denne gevinst bør derfor beskattes, lyder det.

Ved en såkaldt neutral beskatning skal boligejere betale én procent af ejendomsværdien i ejendomsværdiskat, men som følge af skattestoppet betaler de i øjeblikket kun en halv procent.

Det andet er, at højere ejendomsskatter kan dæmpe udsving i boligpriserne, så boblerne ikke får lov at vokse sig alt for store.

Det tredje argument er, at boligskat er fremragende til at udligne forskelle mellem rige og fattige. Øget skat på boliger rammer de rigeste hårdest. Så for enhver regering, der gerne vil sænke indkomstskatten uden at øge uligheden, ligger boligen på et sølvfad.

Lavere skat på arbejde vil næsten uvilkårligt gavne de rigeste mest, fordi det er dem, der betaler mest i skat. Skattelettelser øger derfor uligheden, men den effekt kunne modvirkes ved at flytte mere skat over på ejerboligerne.

Men hvis alle alligevel ender med at betale stort set det samme som i dag, hvorfor så overhovedet ulejligheden med en skattereform?

Her er økonomernes argument, at hvis man sænker skatten på arbejde, gør man det mere attraktivt at arbejde. Ikke kun at arbejde i flere timer om ugen, men også at flytte længere væk og til andre brancher for at få et arbejde. Det vil gavne samfundsøkonomien.

Den store udfordring er netop at få danskerne til at arbejde mere på længere sigt, for at der kan blive råd til at forsørge de meget store generationer, som snart går på pension.

Alt det ved politikerne fra udmærket, men de frygter alligevel at tale om at beskatte boligen hårdere, fordi det kan ramme de mange, som købte hus, da boligboblen var størst. Og fordi der er udstedt så mange næsten-garantier om ikke at røre boligerne.

Skal indkomstskatten for alvor sænkes, bliver det dog svært at undgå, hvis den sociale balance skal holdes.