Ole Bering, folkeskolelærer |
10. februar 2012
I vores lille familie er en epoke slut. Vores Nanna er død. I flere generationer satte hun sig gode og uudslettelige spor - både i vores liv og i vores sind. På sin egen stille og kærlige måde har hun udfyldt en plads i flere familiegenerationers bevidsthed, fortæller Ole Bering
En epoke er slut, i hvert fald i min lille, ukendte families historie: "Vores" Nanna er død, 94 år gammel. Hun fik ingen statsbegravelse, selvom hun kunne have fortjent det. Blot en lille håndfuld af de nærmeste var mødt op for at sige et sidste farvel til den kvinde, som på sin egen stille, men stabile, kærlige måde havde fyldt en plads ud i flere generationers bevidsthed.
For mig var det ubegribeligt, at det var min Nanna, som lå inde i kisten. Hun havde jo været der altid som en naturlig del af mit liv, selvom jeg indimellem kunne glemme at værdsætte hende.
LÆS OGSÅ: Jeg vil gerne dele min sorg med andre
Da Nannas far, tømrersvenden Peder, var draget ud på valsen sidst i 1890’erne, var det drømmen om hans hemmelige forlovede hjemme i Danmark, Marie, der holdt ham oppe. Peder fik siden sin Marie, videreuddannede sig til arkitekt og blev far til en børneflok på ni, hvoraf Nanna var den næstyngste.
Det var et velhavende, men strengt hjem. Peder og Marie havde konservative værdier, som de forsøgte at give videre til den brogede børneflok. Som det var skik dengang, gik faderen ud og skaffede sine børn en passende læreplads.
Nanna blev uddannet som fotograf i Aalborg, hvor hun efter sigende havde en kæreste, som det gik forbi med. Resten af sit liv forblev Nanna ugift, men satte sig dybe spor hos sine søskendebørn, deres børn og børnebørn. Hun skulle blive reservemor, reservebedstemor og siden også reserveoldemor blandt andet for mine egne børn. Her kunne hun udfolde sine naturlige, pædagogiske evner. Det er ikke for meget sagt, at børn elskede Nanna, fordi de følte sig set og accepteret, som de var – principper som taget lige ud af en moderne pædagogisk lærebog!
Det faldt i Nannas lod som ugift at blive kaldt hjem og bosætte sig hos sine forældre, da først faderen, siden moderen krævede omsorg og pleje. Da jeg var dreng, boede Nanna altså hos sine gamle forældre i en stor villa i en plantage. Jeg elskede at komme dernede, når jeg havde fri. Jeg spurgte mine kammerater, om ikke de ville med ned til "min" Nanna.
Jeg kunne ikke lige pege på en tante, som nogle af de andre, men "min" Nanna havde jeg, og hun var en hyggelig baggrundsfigur, når mine kammerater og jeg klatrede i træer og legede røvere og soldater. Tit og ofte serverede Nanna kammerjunkere og mirabellesaft, når der var brug for en lille pause i kampen.
Indimellem skulle jeg lige save nogle grene af eller være med til at male de gamle havestole. Men det gjorde jeg selvfølgelig gerne, for det var jo Nanna, der bad mig om det! Min lillesøster lærte i øvrigt alverdens håndarbejde af Nanna, ligesom Nanna også tog sig af den umulige opgave at forklare mig købmandsregningens mysterier. Min mosters børn, mine to fætre, har også haft meget glæde af Nanna gennem årene. Hun var blandt andet altid med til familiens årlige sankthansbål.
NÅR DER VAR børnehjælpsoptog igennem byen, kom Nanna med rododendronblomster, som min bror og jeg hver fik i knaphullet. Andre dage skulle mine søskende og jeg i vores stiveste puds ned i Nannas fotografforretning for at blive foreviget. Derefter gik Nanna i mørkekammeret og "fremkaldte" os. Jeg tror faktisk, at Nanna har været med til at "fremkalde" noget af det bedste i mig.
Som årene gik, kom jeg væk fra byen, Nanna blev en lidt fjernere skikkelse, men spøgte altid i baghovedet. Og når muligheden bød sig, var det altid en glæde at komme til byen og "skulle om til Nanna" eller have hende på besøg hos familien.
I mellemtiden var hun kommet op i årene og boede nu alene i sine forældres hus. Indtil hun blev 69, var hun røntgenfotograf på sygehuset, hvor hun cyklede til hver dag.
Også efter sin pensionering var Nanna en person, som hvilede i sig selv. Hun var alene, men ikke ensom. Hun havde sin have at passe og sine fugle at gå og fodre. Hver dag tog hun sine spadsereture ned til fjorden.
Der var dog nogle år, hvor hun fik selskab i det store hus. Det var, da hendes søster var kommet noget forhutlet hjem fra udlandet og skulle finde et sted at slå sig ned. Det blev hos Nanna, som stillede loftetagen til rådighed for søsteren og hendes hund.
Det foregik ikke helt uden sværdslag. Nanna og hendes søster var som nat og dag, Nanna nok lidt fåmælt, hendes søster særdeles livlig og snakkende. Det endte med, at søsteren flyttede, men hele forløbet viser noget om Nannas sindelag. Hun var altid parat til at hjælpe folk i en nødssituation.
Man kan ikke sige, at Nannas liv havde de store armbevægelser. Dermed være ikke sagt, at hun var en "stille eksistens" i Herman Bangs forstand. Hun var velorienteret og kunne i øvrigt lide, hvis én fra familien droppede ind til en øl.
Da jeg havde mødt min kone, Hanne, fik jeg efter lidt turbulente ungdomsår en tættere kontakt med Nanna igen. Hanne og Nanna havde en god kemi sammen, og da vi fik tvillingepiger, blev de straks genstand for Nannas kærlighed og pædagogiske evner.
Vi nød flere gange om året at køre op for at besøge Nanna. Vi gik ture sammen, ristede pølser over bål, fik en god frokost og spillede spil, indtil Nanna ikke længere kunne skelne farverne fra hinanden.
DISKUSSIONEN OM, hvem der var "min" Nanna, var åbenbart gået videre til mine børn. De kunne skændes om, hvem af dem Nanna tilhørte. Vi nød også godt af, at Nanna et pænt stykke oppe i 80’erne tog bus og tog for at komme og passe vores syge børn, mens vi var på arbejde.
Og så var der jo fodboldlandskampene! Nanna kunne godt lide en lille én, og når vi sad der med flag og klaphatte, var vi parate til at få os en snaps hver gang, Danmark havde scoret. Indimellem var der lidt langt mellem snapsene, men det skete jo også, at der kom et par hurtige mål. Så blev der grinet og kippet med flaget i Nannas lille stue!
Efter at være fyldt 90 år havde Nanna nogle tilfælde, der gjorde hende utryg ved at bo i eget hjem, og det endte med, at hun kom på plejehjem. Selvom hun ikke var helt den samme, så blev vi altid mødt med glæde og varme!
Ja, i vores lille familie er en epoke slut. Vores Nanna er død som det sidste af arkitektens ni børn. Hun stak ikke af til Amerika som nogle af de uregerlige brødre, deltog i modstandskampen eller stiftede sin egen familie. Men i generationer satte hun sig gode spor – i vores liv, i vores sind.
Når alt andet syntes at ramle, vidste man, at Nanna nok sad i sin lænestol og hyggede sig, fodrede sine fasaner eller gik og nynnede nede ved fjorden. At hun var der som udtryk for tidløshed og kontinuitet. Hun var et af de mennesker, man ikke må glemme at sætte pris på, mens man har dem! Vist havde hun sine fejl, og på papiret var hun bare "min mors moster". Men for mig vil hun altid være min Nanna!
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad