Du har set rigtigt, Djurhuus

Leif Djurhuus sukker og nikker. Han kan se på det igen og igen, siger han, og smilet på læberne breder sig. Øjnene bliver milde. Han kunne lige så godt kigge på et billede af et lille barnebarn.

”Det er, når det er godt,” siger han.

”Så er der det der drive.”

På spørgsmålet om, hvor billedet skal hænge, kigger han søgende rundt. Det skal have en markant væg, siger han. Peger på forskellige muligheder i stuen. Dér eller dér. Der skal ikke hænge noget i nærheden. Måske vil han have plads til en hel sektion med Chris Johansons mindre billeder også. De giver stof til eftertanke, mener han.

Idéen om at lade en del af samlingen udstille på ARoS var længe blevet diskuteret mellem Leif Djurhuus og museets direktør, Jens Erik Sørensen. Og det var en idé, som samleren syntes om:

”Det er godt at købe kunst. Det er dejligt og en fed fornemmelse. Jeg vil ikke sige, jeg er forfængelig, men det næstbedste er at blive bekræftet. En ting er, at jeg kan sige, ’hold da kæft, hvor er det et godt værk’, men efter en periode kommer det med at få bekræftelsen af – ’Du har set rigtigt, Djurhuus’. Det vil jeg ikke skjule,” siger han og tilføjer, at det faktisk også nogle gange er bekræftelsen, der gør, at han bliver ved og fortsat tør satse.

”Jeg har købt ting, hvor folk har sagt: ’Er du tosset? Har du givet penge for det?’. Så går der 10 år, og så kommer der et museum, der gerne vil låne dit og dat, og så er det, man siger, ’det var da egentlig meget godt gået Djurhuus’. Så bliver man bekræftet og får lyst til at følge det spor. Når man slipper af sted med det stunt, så bliver man ved.”

Og han har satset. Nogle gange forkert, men det er ifølge ham selv meget sjældent. Han indrømmer også, at der er nogle grimme og meget provokerende ting imellem samlingens værker:

”Nogle spørger mig, hvorfor jeg køber sådan nogle grimme ting. Det gør jeg, fordi jeg synes, at det som kunstværk er godt, og fordi det har kunsthistorisk betydning eller får det. Og jeg er sikker på, at der er et museum, der senere vil fatte interesse for værket. Hvis jeg skal have det, skal det være nu.”

Som eksempel nævner Leif Djurhuus nogle fotografier, der også har været på ARoS-udstillingen med den amerikanske fotograf Dash Snow, der selv døde af en overdosis som 29-årig.

”Billederne er provokerende med sex, stoffer og blod blandet i en pærevælling. De er ulækre, fordi der ikke er noget ’filter’ på. Det er lige på og hårdt. Jeg ved, kunstnerne i New York har stor respekt for Dash Snow, og jeg tror, de bliver en form for museumsstykker,” siger han og tilføjer, at han samtidig også oplever, at han nogle gange har satset for lidt og været for praktisk, hvilket ærgrer ham i dag.

Leif Djurhuus kommer ifølge ham selv fra et miljø, hvor kunst er kunst, og det er sådan, det er. Sådan var hans egen holdning også de første mange år frem til 1985. Som nyuddannet jurist blev han medlem af Den Frie Udstillingsbygning i København, hvor chefen var formand. Her opdagede han Sven Dals­gaard og De Unge Vilde med blandt andre Erik Frandsen, Michael Kvium, Christian Lemmerz og Lars Nørgaard. Første værk i samlingen, gætter Leif Djurhuus på, var en akvarel af Sven Dalsgaard købt i midten af 1980’erne. Og derfra kørte det stille og roligt fremad indtil 1992, som blev et skæringspunkt. Her tog han for første gang på kunstmesser i udlandet.

”Der åbnede sig en helt ny verden – en helt, helt ny verden, kan jeg huske. Fordi der var en helt anden kvalitet.”

Leif Djurhuus husker blandt andet et godt køb, han gjorde på en firmarejse til Capetown i Sydafrika. I stedet for at gøre som kollegerne, der tog på stranden, tænkte han, at der måtte være et galleri et sted. Og det var der, han fandt og købte sit første værk af den sydafrikanske kunstner William Kentridge. Billedet forestiller kunstnerens kone, der klæder sig af. Fantastisk flot tegning, synes Leif Djurhuus. Med en blå farve, der ifølge ham symboliserer kærlighed, og et højtalertårn fra et sort township i baggrunden, der viser modsætningen mellem det smukke og grimme, de rige og de fattige.

”Åh. Jeg elsker at begynde at tolke på det. Det er der, det bliver godt, kunsten, for så er det ikke ligegyldigt, så bliver det evigt gyldigt. Om 50 år vil folk stadig gå ind og se på det, for det er godt tegnet og det ’lever’.”

Forholdet til kunst er ret frit, hvilket Leif Djurhuus har det rigtig godt med:

”Mange har en akademisk eller elitær holdning til kunsten. Det har jeg heldigvis ikke. Jeg er i hvert fald kommet ind lidt fra neden af. Det med at holde det hele så elitært og gøre, at det skal holdes så fjernt, det er jeg en meget stor kritiker af. Når jeg køber de fleste ting, er det helt jordnært og lige hen over bordet. Så min holdning til kunst er straight forward, og jeg vil påstå, at alle kan være med.”

Med udstillingen på ARoS gik det op for Leif Djurhuus, hvor meget kunst han egentlig har:

”Jeg blev faktisk noget overrasket over, hvor meget det fyldte, hvor meget der var, når det kom op at hænge,” siger han. Den erkendelse er en af årsagerne til, at Leif Djurhuus ikke længere køber så meget kunst:

”I en periode købte jeg ret meget, men det er meget moderat i øjeblikket, hvor jeg forsøger at få styr på samlingen fra 2008 og har været koncentreret om udstillingen på ARoS. Så jeg har ikke haft tid.”

En af de ting, Leif Djurhuus bruger meget tid på, er blandt andet at finde ud af, hvad der skal ske med samlingen nu. Han har hele tiden gerne villet samle det hele ét sted. På et museum måske.

”Det er i hvert fald sindssygt bare at køre det tilbage til et lager, og det sker ikke. Der er nogle ting, der selvfølgelig kommer til at stå på lager et stykke tid, men det meste kommer ud at køre. Jeg vil gerne have samlingen i spil. Meget gerne.”