De søgende vil have muligheder for handling

Set i den sammenhæng virker den folkekirkelige teologi ofte noget abstrakt og hverdagsfjern, og det personlige menings- og vækstperspektiv, som er så vigtigt for mange i dag, kan være svært at få øje på. Sagt lidt firkantet tilbyder folkekirken set med den spirituelles briller måske for meget tilfældighed og for lidt mening og mulighed for udvikling.

Det er langtfra alle præster, der i dag vil mene, at der er en gudgiven mening (et udviklingsperspektiv) med tragiske hændelser i et menneskeliv. Og det er kun få folkekirkepræster, der vil mene, at en eventuel mening er tilgængelig for mennesker. Den mest udbredte folkekirkelige holdning er snarere, at Gud er hos mennesker i krisen og tragedien, men at han ikke sender den, for at mennesker skal blive klogere på sig selv eller komme videre i deres spirituelle udvikling.

Nogle kirker står uden tvivl stærkere rustet end andre til at imødekomme spiritualitetens efterspørgsel på konkret og personlig mening. Hvor den folkekirkelige teologi er yderst forsigtig med at lægge gudgiven mening ned over hverdagslivet, er især den karismatiske kristendom anderledes optaget af at bygge bro mellem hverdagslivets hændelser og en guddommelig vilje.

De seneste års vækst i karismatiske valgmenigheder vidner muligvis om, at denne evne til at forbinde det konkrete med det bagvedliggende tiltaler stadig flere, ikke mindst blandt de yngre.

Fra folkekirkeligt hold har man taget en række nye tiltag for at komme den spirituelle søgen i møde. Ansættelsen af funktionspræster, der skal varetage åndelig vejledning og arbejde med pilgrimsgudstjenester, rejser og retræter, er et kendt eksempel. Denne form for nytænkning vidner om, at der er gode kræfter i gang med ikke bare at imødekomme det, der kommer udefra, men også med at gentænke og bevæge kristendommen så at sige inde fra folkekirken selv. Hvis de nye praksisser vinder indpas, vil de givetvis komme til at bevæge teologien i nye retninger.

Det bliver en stor udfordring for folkekirken i de næste år at forholde sig til den stigende efterspørgsel på personlige udviklingsperspektiver i en kristen sammenhæng. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan folkekirken kan eller vil bringe den enkeltes erfaringsverden og udvikling mere i centrum uden samtidig at give køb på den grundtanke, at livets veje ikke altid lader sig forklare, heller ikke ud fra et personligt vækstperspektiv.