Landhugst – kapløbet om verdens jordressourcer er i gang

"Omfang og størrelse af handlerne er på et niveau, der kun er overgået i de europæiske stormagters kolonitid. Forskellen er, at handlerne ikke er præget af militær magt, men af juridisk legitime aftaler," siger han.

Selvom aftalerne er fuldt ud lovlige, har Verdensbanken flere gange været ude at beklage, at de fleste af aftalerne sker i lande eller regioner med manglende gennemsigtighed og en høj grad af korruption. Her er det sjældent, at man tager hensyn til lokalbefolkningen, når de store aftaler bliver indgået.

"Lederne i flere af de her lande har fokus på at få vækst, udvikling og penge i statskassen. Men erfaringerne viser, at det ofte sker på bekostning af lokalbefolkningen, som bliver tvangsforflyttet uden hjælp, så de nye investorer kan komme til," siger Anders Riel Müller.

Mange af aftalerne bliver indgået med løfter om vækst og job til lokalbefolkningen. Men overgangen til stordrift betyder, at der slet ikke er brug for den samme arbejdskraft. Samtidig bliver de fleste af afgrøderne eksporteret ud af landet.

Det får de lokale fødevarepriser til at stige, fordi bønderne bliver fordrevet og derfor ikke er med til at understøtte det lokale udbud af fødevarer, som kan holde priserne nede.

Derfor fremlagde EU-Kommissionen i oktober et lovforslag, som skal regulere spekulation i råvarer og fødevarer. Loven skal behandles i løbet af foråret. Også Verdensbanken kræver restrik-tioner, så man undgår, at hovedparten af landbrugsjorden ender på udenlandske hænder.

I løbet af få år er 25 procent af landbrugsjorden i Para-guay og Uruguay blevet solgt til udenlandske investorer. I Laos er det 41 procent af landbrugsjorden, mens 67 procent af landbrugsjorden i Liberia ejes af udlændinge. Men investeringerne foregår også i vestlige lande, selvom omfanget er mindre. Ifølge ngo’en grain.org er to procent af USA’s landbrugsjord ejet af udenlandske investorer, og i Australien er det 12 procent. Begge lande har dog hurtigt sat restriktioner for, at mere af landbrugsjorden sælges til udlændinge.

Selvom de fleste erfaringer med effekten af landgrabbing er negative, er det dog for tidligt at konkludere, at det bør stoppes, mener Henning Otte Hansen, seniorrådgiver på Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet.

"Investeringerne giver mulighed for vækst og nødvendige teknologiløft. Og der er flere eksempler i Sydamerika, hvor investorerne har udviklet infrastrukturen og forbedret havneanlæggene. Effekten er meget forskellig fra land til land," siger han.

Ifølge Henning Otte Hansen er hovedproblemet, at fænomenet stadig er så nyt, at vi endnu ikke har tilstrækkelig viden om effekten af landgrabbing. Og her er det problematisk, at udviklingen går så hurtigt, at den næsten er umulig at bremse, hvis erfaringerne skulle vise sig at være negative de kommende år.

De fleste kontrakter strækker sig nemlig over flere årtier og er svære at opsige. Og så længe det økonomisk kan betale sig, fortsætter investeringerne uden de store skrupler, mener Henning Otte Hansen.

FN og Verdensbanken betragter landgrabbing som et fænomen med store økonomiske, politiske og miljømæssige konsekvenser, som dækker over et hastigt voksende kapløb om jordens ressourcer.

Landgrabbing tog for alvor fart i 2007. Her begyndte europæerne og amerikanerne at investere voldsomt i biobrændstoffer, som kræver store landbrugsområder. Af USA’s årlige høst på 440 millioner ton korn gik de 135 millioner ton til ethanol-destillerier i 2011, der bruges som brændstof til biler.

Også europæerne har stigende fokus på biobrændsel for at kunne leve op til deres klimamål. Millioner af hektarer bliver omlagt til energi-afgrøder så som majs, soja, sukkerrør og palmeolie, hvilket reducerer fødevareudbuddet kraftigt. Samtidig har tørke og dårlige høstresultater i blandt andet Rusland og Europa bidraget hertil. Resultatet er, at fødevarepriserne er steget med 80 procent siden 2007, viser beregning fra Verdensbanken. FN vurderer, at den udvikling vil fortsætte de kommende år.

Også finanskrisen er med til at øge omfanget af landgrabbing. Aktiemarkedernes nedtur har fået lande, virksomheder, pensionsfonde og private investorer til at se sig om efter andre markeder. Her har forventningen om fremtidige prisstigninger på fødevarer gjort det særdeles lukrativt at investere i udenlandsk landbrugsjord, fortæller Henning Otte Hansen.

"Landbrugsjord er for tiden en mere sikker investering end de usikre aktier, fordi landbrugsjord altid vil bevare en minimumsværdi, hvorimod aktier hurtigt kan blive værdiløse, hvis en virksomhed krakker".

Da de fleste aftaler ikke bliver offentliggjort, er det svært at sige noget om, hvor mange penge der bliver investeret i udenlandske jordarealer.

I 2008 investerede den sydkoreanske elektronik- og transportgigant Daewoo i et rekordstort jordopkøb på Madagaskar. Daewoo havde leaset 1,3 millioner hektar på Afrikas største ø, hvilket svarer til en fjerdel af landets landsbrugsareal i en periode på 99 år. Jorden skulle bruges til produktion af biodiesel, palmeolie og fødevarer. Enorme protester i lokalbefolkningen ledte dog til at handlen blev annuleret.

Men eksemplet dækker over en voksende interesse for storopkøb af udenlandske jordressourcer.

Alene i 2009 blev der afsluttet handler for 45 millioner hektar. Det svarer til 17 gange det samlede danske landbrugsareal. Ifølge NGO’en Landmatrix er tallet steget til 50 hektar i 2011.

Det er Kina, Japan, Sydkorea og Golf-staterne, men også multinationale virksomheder som står bag de største opkøb. Fælles for disse lande er, at de har svært ved at få den nationale fødevareproduktion til at række.

Opkøbene sker hovedsaligt i Afrika og Sydamerika og har fået betegnelsen ’landgrabbing’. Begrebet dækker over store investeringer i oversøisk landbrugsjord, som bruges til føde- og energiafgrøder. Afgrøderne eksporteres og sælges på det globale marked, forklarer Anders Riel Müller, som skriver ph.d. om landgrabbing på Roskilde Universitet.

”Omfanget og størrelsen af handelerne er på et niveau, som kun er overgået under de europæiske stormagters kolonitid. Forskellen er, at handelerne ikke er præget af militær magt, men derimod af juridisk legitime aftaler,” siger han.

Selvom aftalerne er legitime, har Verdensbanken flere gange været ude og beklage, at de fleste af aftalerne sker i lande eller regioner med manglende gennemsigtighed og en høj grad af korruption. Her er det sjældent, at man tager hensyn til lokalbefolkningen, når de store aftaler bliver indgået.

”Lederne i flere af de her lande er kun interesseret i pengene og tvangsforflytter lokalbefolkningen uden at hjælpe dem, så de nye investorer kan komme til,” siger Anders Riel Müller.

Mange af aftalerne bliver indgået med løfter om vækst og job til lokalbefolkningen. Men overgangen til stordrift betyder, at der slet ikke er brug for den samme arbejdskraft. Samtidig bliver de fleste af afgrøderne eksporteret ud af landet.

Det får fødevarepriserne i de lokale områder til at stige, fordi bønderne bliver fordrevet og derfor ikke er med til at understøtte det lokale udbud af fødevarer, som kan holde priserne nede.

Derfor fremlagde EU-Kommissionen i oktober et lovforslag, som skal regulere spekulation i råvarer og fødevarer. Loven skal behandles i løbet af foråret. Også Verdensbanken kræver restriktioner, så man undgår, at hovedparten af landbrugsjorden ender på udenlandske hænder.

I løbet af få år er 25 procent af landbrugsjorden i Paraguay og Urguray blevet solgt til udenlandske investorer. I Laos drejer det sig om 41 procent af landbrugsjorden, mens 67 procent af landbrugsjorden i Liberia ejes af udlændinge. Men investeringerne foregår også i vestlige lande, selvom omfanget er mindre. Ifølge NGO’en grain.org er 2 procent af USA’s landbrugsjord ejet af udenlandske investorer og i Australien er det 12 procent. Begge lande har dog hurtigt sat restriktioner for, at mere af landbrugsjorden sælges til udlændinge.

Selvom de fleste erfaringer med effekten af landgrabbing har været negative, er det dog for tidligt at konkludere, at det bør stoppes mener Henning Otte Hansen, seniorrådgiver på Fødevareøkonomisk Institut ved Københavns Universitet.

”Investeringerne giver mulighed for vækst og nødvendige teknologi-løft. Og der er flere eksempler i Sydamerika, hvor investorene har udviklet infrastrukturen og forbedret havneanlæggene. Effekten er meget forskellig fra land til land,” siger han.

Ifølge ham er hovedproblemet, at fænomenet stadig er så nyt, at vi endnu ikke har tilstrækkelig viden om effekten af landgrabbing. Og her er det problematisk, at udviklingen går så hurtigt, at den næsten er umulig at bremse, hvis erfaringerne skulle vise sig at være negative de kommende år.

De fleste kontrakter strækker sig nemlig over flere årtier og er svære at opsige. Og så længe det økonomisk kan betale sig, fortsætter investeringerne uden de store skrupler, mener Henning Otte Hansen.

FN og Verdensbanken betragter også landgrabbing som et fænomen der har store økonomiske, politiske og miljømæssige konsekvenser, som dækker over et hastigt voksende kapløb om jordens ressourcer.

Landgrabbing tog for alvor fart i 2007. Her begyndte europæerne og amerikanerne at investere voldsomt i biobrændstoffer, som kræver store landbrugsområder. Af USA’s årlige høst på 440 millioner ton korn gik de 135 millioner tons til ethanol-destillerier i 2011, der bruges som brændstof til biler.

Også europæerne har et stigende fokus på biobrændsel for at kunne leve op til sine klimamål. Millioner af hektarer bliver omlagt til energiafgrøder så som majs, soja, sukkerrør og palmeolie, hvilket reducerer fødevareudbuddet kraftigt.

Samtidig har tørke og dårlige høstresultater i blandt andet Rusland og Europa bidraget til den. Resultatet er, at fødevarepriserne er steget med 80 procent siden 2007, viser beregning fra Verdensbanken. FN vurderer, at den udvikling vil fortsætte de kommende år.

Også finanskrisen er med til at øge omfanget af landgrabbing. Aktiemarkedernes nedtur har fået lande, virksomheder, pensionsfonde og private investorer til at se sig om efter andre markeder. Her har forventningen om fremtidige stigninger på fødevarer gjort det særdeles lukrativt at investere i udenlandsk landbrugsjord, fortæller Henning Otte Hansen.

”Landbrugsjord er for tiden en mere sikker investering end de usikre aktier, fordi landbrugsjord altid vil bevare en minimumsværdi, hvorimod aktier hurtigt kan blive værdiløse, hvis en virksomhed krakker”.

Da de fleste aftaler ikke bliver offentliggjort, er det svært at sige noget om, hvor mange penge der bliver investeret i udenlandske jordarealer.

fruensgaard@k.dk