På denne regnvejrsvåde torsdag i februar i Washing­ton, D.C., hvor den amerikanske valgkamp udkæmpes stadig hårdere i medierne, strømmer politikere fra begge fløje og gæster fra alle stater og 130 lande så igennem sikkerhedskontrollen på Hilton til denne særprægede og overvældende begivenhed i amerikansk politik. Den er en indføring i amerikanernes meget stærke forankring i troen på Gud og i deres ubesværede – og for en dansker noget overvældende – evne til at tale frit om den.

Gaderne omkring hotellet har af sikkerhedsgrunde været afspærret siden klokken fem om morgenen. Netop her på Hilton blev Ronald Reagan skudt i 1981, men overlevede, og historien går, at Reagan, der var republikaner og kendt for sin humor, på operationsbordet kiggede på lægerne, der stod klar med knivene, og sagde: "Jeg håber virkelig, at I alle er republikanere." Lægerne skulle havde svaret: "I dag er vi alle republikanere, hr. præsident." Og det er netop den fordragelighedens ånd, som mødets arrangører i dag håber vil sprede sig blandt deltagerne.

Nu sidder vi så ved bordene, her inden klokken 7.15, da det i højtalerne annonceres: ”Mine damer og herrer: Byd velkommen til USA’s præsident, Barack Obama.” Så spilles der en fanfare af et militærorkester, mens Obama og førstedamen Michelle træder ind på podiet. Alle har rejst sig, og der klappes længe, mens de begge hilser på rækken af talere.

National Prayer Breakfast har været holdt hvert år siden 1953 i den amerikanske hovedstad. Præsident Dwight D. Eisenhower citeres for at have sagt, at Det Hvide Hus er det mest ensomme sted i verden, og derfor stod han selv bag den første sammenkomst. Målet for dette særlige morgenmåltid er for en stund at glemme alle forskelle og alt, hvad der skiller, og i stedet fokusere på det "moralske og åndelige element i livet", som det hedder i de officielle invitationspapirer.

Der holdes ugentlige andagter i både Senatet og Repræsentanternes Hus, ligesom fænomenet med bøn og morgenmad for erhvervsfolk og politiske ledere har bredt sig til mange andre lande. Men dette er alle Breakfast Prayers moder. De to senatorer, republikaneren Jeff Sessions fra Alabama og demokraten Mark Pryor fra Arkansas, er i år ledere af arrangementet. Det er en fællespolitisk begivenhed, og de står begge som afsendere på det formelle brev, der inviterer til morgenbønnen. Fra talerstolen skiftes de til at tale og siger samstemmende, at religion kan adskille og splitte, men også være kilde til meget godt, og det er det sidste, vi er samlet om. Jesus så altid de mennesker, der var udenfor – spedalske, fattige, prostituerede – og han bragte dem indenfor. Det samme skal alle politikere og andre gøre, siger de. Deres budskab er, at ikke mindst i det politiske liv er der meget, der adskiller, men én ting kan alle forenes om: at følge Jesus. Det er en sætning, der går igen denne morgen. Dette handler ikke i snæver forstand om kristendom og kristne dogmer, men om at følge Jesus, manden fra Nazaret. Politikere og erhvervsfolk med en anden religiøs baggrund end den kristne kan forstå Jesu budskab om, at vi skal gøre mod andre, som vi ønsker, at de vil gøre mod os. Og så anmoder de to senatorer alle i salen om at bøje hovederne, mens de beder til "universets Gud" om visdom og indsigt og slutter af med en særlig bøn om, at "Guds ånd må vejlede os alle".

Efter bønnen bliver der klappet. Nancy Pelosi, demokrat og prominent medlem af Repræsentanternes Hus, læser nu fra Kongebøgerne i Det Gamle Testamente om kong Salomon – en politisk leder – som Gud gav både stor forstand og visdom, og hun slutter af med en kort bøn, hvor hun beder om ikke bare visdom, men også ydmyghed og om, at alle politikere og tilstedeværende må handle efter Guds vilje.

En 11-årig pige, der er et af USA’s store sangtalenter, synger derefter den første af to meditationer over bibeltekster. Hendes stemme er overvældende voksen og kraftig og harmonerer ikke med hendes kejtede og generte fremtoning.

Det hele transmitteres på store skærme i lokalet, så alle er tæt på og får del i den følelsesmæssige oplevelse, som dette også er udtænkt til at være. Da pigen er færdig med at synge, siger den ene senator, at hvis hun sang i Senatet sådan hver dag, ville englene være blandt politikerne og garanteret hjælpe dem til at enes. Så klapper alle begejstret igen.

Det er ikke præster eller teologer, der leder dette arrangement, men udelukkende politikere. Og nu får to medlemmer af Kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus, ordet. Den ene, Paul Broun, republikaner fra Georgia, beretter om sin egen omvendelse til Jesus for 25 år siden, der fandt sted på et hotelværelse, hvor han læste i en bibel fra Gideonitterne. Han slår et slag for arbejdet med at fordele bibler på hoteller verden over, mens folk klapper. Mike McIntyre, demokrat fra North Carolina, beder derefter om forsamlingens hjælp til at bygge en mur af bøn, som han udtrykker det, rundt om den amerikanske hovedstad. Også efter denne bøn klappes der.

Så får oberst Kelly Martin ordet. Hun er en højtrangeret kvinde i det amerikanske flyvevåben, og hun er sat til at bede en bøn for nationens ledere og slutter af med et "God bless America" – Gud velsigne USA. Endnu en senator, Tom Coburn, læser et stykke fra Bibelen, denne gang om det dobbelte kærlighedsbud. Så beder en anden senator fra Hawaii, Daniel Akaka, for verdens ledere. "Giv dem din visdom til at lede i disse vanskelige tider," slutter han til store klapsalver.

Inden Barack Obama skal tale til National Prayer Breakfast får den anden hovedtaler ordet. Eric Metaxas er en kendt forfatter og kultur-kommentator. Han er født af immigranter, en tysk mor og en græsk far, er opvokset som græsk-ortodoks kristen og holder en blændende tale om sin egen lange trosvandring fra tvivl til omvendelse den dag, hvor han bad Gud om at vise sig for ham og fik bønnen besvaret i en drøm. Han har ikke tid til at fortælle om drømmen, men henviser til sin hjemmeside på internettet.

"Bøn er sand tro på Gud," siger han så. "Bøn kommer fra hjertet. Vi kan ikke tvinge Gud med vore mange ord, og sand tro er ikke religiøsitet, men overgivelse til Jesus."

Eric Metaxas henviser til de to mennesker, som han har skrevet omfattende biografier om. William Wilberforce, engelsk politiker, der levede fra 1759 til 1833. Efter en personlig omvendelse til kristendommen blev han drivkraften bag det forbud mod slavehandel i det britiske imperium, der blev vedtaget i 1833. Og Dietrich Bonhoeffer, den tyske teolog, der endte med at blive hængt få uger før naziregimets fald for sin medvirken i et komplot mod Hitler.

For begge gjaldt, at de på forskellig måde forstod, at vi som mennesker frelses af troen alene, men ikke af en tro, der er alene. Vi frelses af nåde, ikke af handlinger, men hvis vi til fulde forstår evangeliet og tror på det, vil det også forandre måden, vi lever på.

Metaxas siger, at ingen kan bestå trostesten, men takker Gud for den forunderlige nåde. Og netop den nåde, Amazing Grace, var titlen på hans bog om Wilberforce, og Metaxas får nu de 3000 forsamlede, præsidenten og alle andre på podiet til at rejse sig og synge første vers af salmen.

Der er en lettelse over forsamlingen. Metaxas har været meget morsom, i sin tale udfordret præsidenten – og givet ham sine bøger – og han har lagt stor afstand til den kritik, der har været af arrangementet og folkene bag det i amerikanske medier. For det er ikke senatorerne, der står ved døren og tager imod de 3000 gæster, eller har sørget for planlægningen af de flere dages arrangementer, der fører frem til selve morgen­mads­bønnen.

Det er en konservativ gruppe af kristne, der mere udgør et netværk end en organisation. The Fellowship Foundation, som også kaldes for Familien, betegnes af kritikere som en kristen inderkreds, hvor religion, politik, penge og magt forenes. Bogen "The Family – The Secret Fundamentalism at the Heart of American Power” (Familien – den hemmelige fundamentalisme i hjertet af amerikansk magt) af Jeff Sharlet, der udkom for fire år siden, beskriver det hemmelighedsfulde og tilbagetrukne arbejde, der udføres for at fremme en konservativ kristen dagsorden. Men som Eric Metaxas sagde i sin tale, er anklagen nok noget overdrevet, for han anser ikke Barack Obama for at være købt eller dirigeret af denne kreds af stærkt kristne amerikanere.

Og så, ladies and gentlemen: The President of the United States. Alle rejser sig og klapper.

"Det er så godt at være sammen med så mange venner forenet i bøn," siger Barack Obama. "Jeg vil indlede med at prise og ære Gud for at bringe os sammen i dag. Michelle og jeg føler os virkelig velsignet over at være her. Det er let at miste sig selv i al hverdagens travlhed, og dette er en mulighed for at træde et skridt tilbage og være sammen med brødre og søstre og i fællesskab søge ind foran Guds ansigt. Disse øjeblikke, hvor vi kan bede sammen, er med til at sænke vores tempo, og uanset hvor vigtige og magtfulde vi måtte være, er det med til at gøre os ydmyge at bede."

Med en sådan indledning er det svært at forstå, at Obama skulle være en af de mest sekulære præsidenter i USA's historie, som han ofte beskrives. En stor andel af amerikanere mener, at han ikke er kristen, og han kritiseres for ikke at gå nok i kirke. Og så har ikke mindst den katolske kirke i USA et horn i siden på præsidenten, der netop har gennemført en lovgivning, der gør det pligtigt for alle katolske institutioner i USA at betale for prævention til de ansatte som led i en sundhedsplan.

Præsidentens indledende trosbekendelse ville for selv en meget kristen politiker i Europa være utænkelig at fremføre offentligt. De to verdensdeles forskellige opfattelse af religion og dens plads i det politiske rum har historiske rødder og kan delvis forklares ved udviklingen i forholdet mellem stat og kirke på de to kontinenter. Begge steder tales der om, at kirke og stat er adskilt. Men i Europa er det – inspireret af Den Franske Revolution i slutningen af 1700-tallet – sket ved, at politikerne så kirken som en trussel og ønskede at beskytte staten mod kirken. I USA, der blev grundlagt af europæiske immigranter på flugt fra religionsforfølgelse i Europa, skete det modsatte. Her anså man staten for at være truslen, og her blev det kirken, der blev beskyttet mod staten. Det er ikke den eneste forklaring på, at amerikanerne er så meget mere religiøse end europæerne. Men det er en af forklaringerne på, at kirken i Europa langsomt skrumper ind, mens den vokser i USA, og det er også en vigtig forklaring på, at tro i stigende grad er blevet et privat anliggende for europæere, men et offentligt anliggende for amerikanere.

Obama fortsætter:

”Når jeg vågner hver morgen, beder jeg og læser i Bibelen. Men Bibelen er ikke kun ord. Den inspirerer os til handling. Vi kan ikke efterlade vore værdier udenfor, når vi arbejder og træffer politiske beslutninger. Vi er fælles om dette samfund, og af dem, der har fået meget, kræves der meget. Det er en af kernerne i kristendommen, men også i islam og jødedom og andre religioner. Vi er vor broders vogter og opretholder. C.S. Lewis skrev engang, at kristendommen ikke har noget detaljeret politisk program. Vi kan og må ikke kalde vore politiske beslutninger for bibelske.Det er Gud, der er ufejlbarlig, ikke os, hvilket Michelle ofte minder mig om,” siger Obama med selvironi. ”Men vi må erkende, at troen giver os værdier, der inspirerer os til at gøre bestemte ting. Og sådan opfatter jeg mit eget politiske liv. I bønnen bliver jeg mindet om, at tro og værdier spiller en stor rolle for, hvordan vi motiveres til at løse nogle af samfundets mest påtrængende problemer, og vi får åbnet vore hjerter og sind for andres menneskers behov.”

Dette er Obamas tredje og sidste tale ved National Prayer Breakfast inden præsidentvalget til november. Sammenlignet med hans taler fra de foregående år vidner denne om en skarpere politisk kant. Det kristne højre i USA har næsten formået at få gjort Gud til republikaner, og Obama kæmper nu for at konvertere Gud tilbage til demokraternes rækker. I disse dage diskuteres i amerikansk presse republikanernes syn på landets voksende fattigdom, og Obama benytter lejligheden til at opsummere sin tro, der er centreret om det bibelske kald, som han formulerer det, til at hjælpe de svage.

”At behandle andre, som man selv ønsker at blive behandlet. At forvente mere af dem, der har fået meget. At leve efter princippet om at være sin broders vogter. At hjælpe de svage. Det er gamle værdier. De findes I mange trosretninger, de har været styrende for dette land, og de har været bestemmende for min tro,” siger han.

Talen slutter efter 20 minutter med, at Obama siger, at han ved, at Gud vil lede os. Det har han altid gjort, og det vil han gøre i fremtiden. Og så beder han om velsignelse over forsamlingen.

Salen klapper, men det er ikke Obamas kernevælgere, der findes her. Den heftige kristne retorik og de bestandige påmindelser om, at vi alle skal huske at følge Jesus, hører primært til i den konservative og evangelikale del af befolkningen, hvor den personlige omvendelse vægtes særligt højt. Men de godt 3000 forsamlede er alligevel en blandet skare. Der er politikere her fra en lang række lande, en del nordmænd og en enkelt svensker, politikere fra Balkan, som formentlig er inviteret, fordi arrangørerne ofte fremhæver, at følger man Jesu eksempel, fører det til forsoning. Der er politisk engagerede mennesker, og en mængde erhvervsfolk, og i en pause kan man møde etiopieren Tamrat Layne, tidligere kommunistisk oprørsleder, premierminister i Etiopien i fem år og derefter 12 år i fængsel. Her blev han omvendt til kristendommen, eller som han siger, til at følge Jesus. Han bor i dag i USA og fortæller, at han nu venter på, at Jesus skal vise ham, hvad han skal med sit liv. Og nu er han så her til Prayer Breakfast for at netværke og være sammen med ligesindede til dette særprægede arrangement, som nogle med et skævt smil har beskrevet som mødestedet for den internationale kristne "mafia".

National Prayer Breakfast er ikke bare morgenmad med bøn, men en række møder hen over tre dage, hvor der er rigeligt med tid til at tale sammen og udveksle visitkort. Morgenmaden med præsidenten er kulminationen på det hele. Aftenen før har der været afholdt en særlig mediemiddag, hvor alle deltagere med berøring til det, der her hedder medie- og underholdningsverdenen, har været inviteret.

Vært for aftenen er en morsom og hurtigttalende mandlig konservativ klummeskribent. Først taler en kvindelig skuespiller, der har tjent så mange penge, at hun og hendes mand nu vil bruge dem på velgørenhed. Dernæst følger en kendt musicalstjerne, som synger og fortæller om sin tro på Jesus. Efter ham kommer en kvindelig komiker og forfatter, der gør det samme. Så en chefredaktør, der fortæller om den morgen for 20 år siden, hvor han vågnede og blev konfronteret med sin egen syndighed og måtte se sig selv i øjnene som alkoholiker, og da valgte at følge Jesus. Aftenen sluttes af med en sort, kvindelig tv-vært, der fortæller om, hvordan hendes succes i livet både privat, økonomisk og professionelt hænger uløseligt sammen med, at hun har fulgt Jesus.

Kommer man fra et mere tempereret kirkeklima under skandinaviske himmelstrøg, kan en sådan aften mildt sagt virke overvældende.

Men det hele fører frem til morgenmaden, hvor Obama nu har afsluttet sin tale. Så er der kun tilbage at runde af for de to værter, senatorerne, som beder om fordragelighed og Guds hjælp, inden den amerikanske fodboldstjerne Robert Griffin til stor applaus konstaterer, at det er den længste morgenmad, han nogensinde har deltaget i, inden han beder afslutningsbønnen. Også han er kristen og blandt andet kendt for at falde på knæ på banen for at takke Gud oven på sine scoringer.

Noget stakåndet efter al den bøn og efterfølgende klapsalver, er det svært ikke at tænke på, om forsamlingen nu også har fulgt Jesus. Hele iscenesættelsen til morgenmadsbønnen er vel det modsatte af, hvad Jesus opfordrede til. Nemlig ikke at bede højt som farisærerne, men at gå ind i lønkammeret og bede i stilhed. En forståelse af, at alt er af nåde, og at kristendom er forkyndelsen af Ordet, trænges her i baggrunden af en heftig bekendelsesretorik og en tro på, at det hele drejer sig om at handle lige som Jesus. Alligevel er der noget tankevækkende ved at overvære nogle af verdens mægtigste mænd bøje hovederne og folde hænderne. En ting synes sikkert: Uanset hvem der vinder det amerikanske præsidentvalg til efteråret, så vil den amerikanske magtelite mødes til National Prayer Breakfast igen om et år og lytte til deres præsident og bede sammen.