Frie tolkninger. Hvad er visse litterater dog så bange for?

Det er han ikke helt så slemt nu, men dog nok til, at han vil fastholde sin gamle uenighed med Bjerg, der i sin læsning med Bo Hakon Jørgensens ord "befinder sig på fortællingens niveau, skønt historien er skrevet sammen af enkeltord". Disse enkelte ord mener Bo Hakon Jørgensen åbenbart, der skulle tages meget mere hensyn til i deres egenart eller enestående funktion i teksten frem for en fokusering på fortællingen som helhed. En læsning af fortællingen, der, som hos Bjerg, måtte kunne ses ligge en teologisk tydning nær eller kunne medvirke til at udlægge og eksemplificere et centralt teologisk tema.

LÆS OGSÅ: Til dem, der forstår en bibelhentydning

Måske er det så oplagt for en hel del af os præster at foretage et sådant greb a la Bjergs, fordi den teologiske uddannelse har vænnet os (de fleste af os!) til at betragte en given tekst (Bibelen) som mangetydig.

Der findes vidt forskellige fortolkninger og læsning i mange lag. Vi deler teksten (helligskriften) med andre, inklusive andre religioner såvel som med ateister. Med både grupperinger og enkeltindivider, som får noget andet ud af Bibelen lige fra det enkelte ord til bibelhistorien som sådan, og som anvender ord og tekststykker og fortællinger som helhed til vidt forskellige formål.

Nu spørger jeg så: Hvorfor er det for visse litterater så forargeligt, når anderledes og eksempelvis teologiske læsninger og anvendelser af en skønlitterær tekst finder sted? Hvorfor kan man ikke slippe den skønlitterære fortælling så meget løs, at den fortolkningsmæssigt i det mindste undslipper enhver copyrightbegrænsning? Hvad er litteraterne så bange for?

Hvis visse præster og teologer i deres omgang med skønlitterære tekster er at ligne med fortællingstyve og forargelige forvanskningsmagere med gustne motiver, er visse litterater så i virkeligheden at ligne med bogstavtro fundamentalister?