Skuffelse og glæde med Brahms

Naturligvis skal man som koncertgænger være varsom med at møde frem med bastante forhåndsforventninger. Men det var svært ikke at glæde sig voldsomt til den russiske stjerneviolinist Vadim Repins optræden i Konservatoriets Koncertsal.

Håbet om en stor oplevelse havde blandt andet baggrund i, at jeg få timer forinden havde hørt hans skønne DGG-indspilning af Brahms’ violinkoncert med Gewandhaus-orkestret, dirigeret af Riccardo Chailly. Men i det gamle hus på Rosenørns Allé kom værket aldrig for alvor til at lette.

LÆS OGSÅ: Brændende skønhed

Repin havde et par usikre intonationer, og i lange passager var der mere slør i hans spil end den tænding og spænding, der er så afgørende hos Brahms, ikke mindst i de to ydersatser. Først i slutningen af førstesatsen, i den Jascha Heifetz-kadence, som Repin angiveligt har været besat af lige siden sin barndom, mærkede vi noget af stjernekvaliteten.

At skuffelsen ikke alene kan forklares med, at Gewandhaus er et stærkere ensemble end Sjællands Symfoniorkester, eller at Riccardo Chailly har større meritter på sit cv end aftenens dirigent, Cristian Mandeal, blev klart demonstreret efter pausen, hvor Mandeal med stort engagement og betydelig kunnen ledte sjællænderne gennem Brahms’ 2. symfoni i D–dur. Denne symfoni sammenlignes traditionelt i cd-noter og koncertprogrammer (også i denne aftens) med Beethovens pastoralesymfoni.