Gud er med i valgkampen

Barack Obamas politiske udfordring er derfor at balancere sin tro sådan, at han tiltrækker de midtervælgere, der kunne finde på at stemme republikansk, fordi de ønsker en præsident med en klar kristen profil, og på den anden side ikke skræmmer de ikke-troende demokratiske vælgere, for hvem religionen ikke er noget vigtigt emne.

At man udtrykker sin personlige tro, er en selvfølge for en amerikansk politiker. I sin selvbiografi The Audacity of Hope (Mod til at håbe) fra 2006 helliger Obama et kapitel til sin tro og refleksioner over religionens rolle i USA.

Her finder man den mest detaljerede beskrivelse af hans tro, som han i flere omgange har udtrykt kernen af i sine taler til National Prayer Breakfast.

Han konstaterer i bogen, at det, der politisk set deler hvide amerikanere mest, er deres kirkegang og tro. Han reflekterer over det bemærkelsesværdige ved, at den evangelikale konservative, protestantiske kristendom ikke bare overlever moderniteten, men også trives i det højteknologiske, supermoderne Amerika.

Troen har været mange en trøst i den nye, fremmede verden, og nogle af de mest magtfulde politiske bevægelser i USA er udsprunget af en religiøs livsopfattelse og aktivisme, fra modstanden mod slaveriet til borgerrettighedskampen.

Obama konkluderer blandt andet i sin bog, at den manglende forståelse for Amerikas religiøse impuls i landets dominerende kulturinstitutioner, der er præget af en elitær liberalisme båret af akademikere, journalister og populærkulturens leverandører, har bidraget til at fremme en grad af religiøs foretagsomhed, der er uden sidestykke i den industrialiserede verden.