Ritzau |
10. februar 2012
Superligaens topscorer, Gilberto Macena, er på vej til at skifte væk fra AC Horsens, meddeler klubben
Når AC Horsens-truppen lørdag tager på træningslejr i Tyrkiet, bliver det uden holdets brasilianske angriber, Gilberto Macena.
Han er på vej til at skifte væk fra klubben.
- AC Horsens er i gang med forhandlinger om et salg af Superligaens topscorer, og klubben forventer et eventuelt salg inden for overskuelig fremtid, meddeler AC Horsens i en pressemeddelelse.
Gilberto Macena blev meldt på vej væk fra AC Horsens i det netop overståede transfervindue, men det skete ikke.
Han er tidligere blevet rygtet til den kinesiske liga, som fortsat må hente spillere.
Gilberto Macena scorede 11 mål i efterårssæsonen i Superligaen.
Den 27-årige brasilianer kom til AC Horsens fra Holbæk i sommeren 2006.