Der er mange smukke kyststrækninger på Sardinien. Costa Paradiso, for eksempel, der fuldt ud fortjener sit navn med sine rosa klippeformationer, der slænger sig ud i det tyrkisblå hav. –
- Birthe B. Pedersen.
Birthe B. Pedersen |
10. februar 2012
Italiens næststørste ø har en stolt natur og lige så stolte kulturtraditioner, der overlever i et utal af folkefester og processioner
”Berlusconi”, fnyser Maggie foragteligt.
Den nu forhenværende italienske regeringsleder har bidraget til at gøre hendes fødeø verdenskendt takket være fiestaerne i den luksusvilla, han ejer på øens mondæne østkyst. Men det er tydeligvis ikke den form for reklame, Maggie er interesseret i.
Da hun blev født et godt stykke tilbage i forrige århundrede, var der ikke noget mondænt over Sardinien, og hendes forældre udvandrede ligesom mange andre sardere til fastlandet for at flygte fra det, som dengang var et ludfattigt, tilbagestående bondesamfund – det, som forfatteren Maria Giacobbe blændende har beskrevet i flere af sine selvbiografisk prægede bøger, som for eksempel "Lærerinde på Sardinien".
Bogens atmosfære baner sig vej gennem det sedimentlag af tid, der har lagt sig siden læsningen for mange år siden. Billeder af ensomme fårehyrder på forblæste, øde højsletter, blander sig med de virkelige synsindtryk af en slette, som næsten umærkeligt går over i hårnålesving i bjergmassiverne, der dækker øens indre. En diagonal barriere, man enten må køre uden om eller tålmodigt kante sig igennem.
En bjergby som Tempio Pausania, bygget i rå, omhyggeligt tilhuggede granitkvadre, er i fugleflugt kun et par snese kilometer fra de indbydende kyststrækninger, hvor de større byer er koncentreret.
Men på Maria Giacobbes tid levede indbyggerne og især bjergbønderne i oplandet uden tvivl afsondret fra omverdenen, der kun var tilgængelig via snoede veje gennem uendelige skove af korkege.
I dag vidner et udbygget net af fint asfalterede veje om, at EU’s regionalstøtte har været godt for noget. Samtidig tiltrækker Sardinien et stigende antal turister, hvoraf mange klumper sig sammen på Costa Smeralda, den nordøstlige kyst lige over for Rom, hvis havneby, Civitavechia, kun er fire-fem timers sejlads borte.
Men selvom Costa Smeralda med sine azurblå vige kantet med hvide sandstrande er fristende, så er der lige så naturskønne og langt mindre overrendte kyststrækninger mod nord og vest. Costa Paradiso, for eksempel, fortjener fuldt ud sit navn med sine rosa klippeformationer, der slænger sig ud i det tyrkisblå hav.
Det er her, Maggie har slået sig ned i en traditionel sardisk bondegård med havudsigt, hvor hun tilbyder husly og morgenmad og især gode ideer til at stifte bekendtskab med den sardiske kultur, hun er stolt af, og som hun på sine lidt ældre dage har besluttet at vende tilbage til.
"Har I besøgt Calstelsardo," forhører hun sig og nikker tilfreds ved oplysningen om, at middelalderbyen selvfølgelig er på programmet.
Castelsardo med sin middelalderlige borg, smalle gader og udsigt til både hav og bjerge er med på listen over Italiens smukkeste byer. Den gamle borg knejser øverst på et klippefremspring og har overlevet både sine grundlæggere, der kom sejlende fra Genova i 1102, den spanske besættelse i 1448 og indlemmelsen i 1718 under det savoyiske kongehus, der dannede "Kongedømmet Piemonte-Sardinien".
Men den er især kendt for "Lunissant", påskeoptoget anden påskedag. En procession af hvidklædte pønitenter, nogle af dem med ansigtet dækket af hvide masker og høje, spidse huer, som man kan se det i Spanien, drager efter mørkets frembrud gennem byen med hvide fakler.
Optoget har rødder tilbage til middelalderen og består af en blanding af religiøse ritualer og lokal folkekultur, blandt andet i form af den karakteristiske flerstemmige sang.
Sardinien er processionernes ø. Hver by har et eller flere årlige optog, som ofte, men ikke altid, kombinerer farverig folklore og århundredgamle traditioner med en stærk katolsk tro.
Påsken er højsæson, men sommeren igennem trækker den ene procession efter den anden gennem de sardiske byer. I Sassari har man siden 1500-tallet hvert år båret flere meter høje, farverige og rigt udsmykkede kandelabre gennem byen. Det er "I Candelieri": et optog til ære for Den hellige Jomfru, der reddede byen fra pesten.
Processionerne og festerne holder liv i både de mindste landbrugssamfund og i en kulturarv, som er en lykkelig blanding af den sardiske folkekultur og den finkultur, som kom fra det italienske fastland.
Et eksempel på den italienske kulturelle indflydelse kan man for eksempel opleve ikke langt fra Sassari, hvor den nu forladte klosterkirke, Basilica della Santa Trinita di Saccardia, rejser sig som et fyrtårn i et ellers øde landskab langs en af de snorlige EU-veje.
Det meste af klostret er forsvundet, men kirken står i al sin romanske herlighed med kvadrer af sort basalt og hvid kalksten.
Kirken er et af de mest fuldendte eksempler på den romanske Pisa-stil og er indenfor smykket med byzantinsk inspirerede freskomalerier.
Treenighedsbasilikaen kommer hvert år til live under sin egen "lunissanti", en procession anden påskedag, hvor den hellige jomfru bæres tilbage til basilikaen.
Lidt efter lidt udviskes erindringsbillederne fra Maria Giacobbes forarmede Sardinien og erstattes af tyrkisblå laguner og Toscana-lignende landskaber med olivenlunde og vinmarker omgivet af velholdte stengærder. De vilde bjergmassiver og selv de flade sletter bliver facetter af en rig og autentisk middelhavskultur.
Men måske er det alligevel sundt for turisten at holde sig for øje, at der bag den smilende ferieø skjuler sig en anden virkelighed. Og at de charmerende landsbyer med deres farverige processioner og skønne romanske kirker også har fostret fattigdom og social kontrol af den strenge skuffe. Det gør en forskel, om man er rejsende eller lærerinde på Sardinien.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad