Traumet fra Dybbøl er nu helt væk, og vi danskere står ved vores pligt til at handle, når det kræves af os, og vi finder det nødvendigt. Det har 10-året med den massive folkelige opbakning bag indsatsen i Afghanistan vist, skriver tidligere udenrigsminister Per Stig Møller
- Colourbox.com
Per Stig Møller er medlem af Folketinget (K) og tidligere udenrigsminster |
11. februar 2012
Traumet fra Dybbøl er nu helt væk, og vi danskere står ved vores pligt til at handle, når det kræves af os, og vi finder det nødvendigt. Det har 10-året med den massive folkelige opbakning bag indsatsen i Afghanistan vist, skriver tidligere udenrigsminister Per Stig Møller
I FEBRUAR FOR 10 ÅR SIDEN besluttede Folketinget at efterkomme FN’s opfordring til at bidrage med styrker i Afghanistan med henblik på at få fjernet Taleban og elimineret al-Qaedas træningsbaser i landet.
Ifølge den betydeligste kender af Taleban, Ahmed Rashid, var 30.000 blevet trænet i disse lejre mellem 1996 og 2001. De var ikke blevet trænet til at terrorisere Afghanistan, men os i den vestlige verden.
LÆS OGSÅ:Danskerne: Afghanistan ikke prisen værdFor al-Qaeda er og var Vesten med sit demokrati og sin kultur hovedfjenden, hvis indflydelse skal og skulle fjernes fra den muslimske verden.
Den daværende næstkommanderende og nuværende kommanderende Al Zawahiri skrev ligefrem i "Knights under the Prophets banner" (på dansk: Riddere under profetens banner), at de måtte have magten i et land for at oprette kalifatet og derfra føre den afgørende krig mod Vesten. Afghanistan var dette land. Derfor var det nødvendigt og rigtigt af Danmark at gå med. Kom vi ikke efter dem, ville de komme efter os.
Operationen lykkedes.
Der er ikke terrortræningslejre i Afghanistan. Al-Qaeda har ikke fået magt over et land. Men desværre har de fået fodfæste i stammernes grænseområder mellem Afghanistan og Pakistan. Og de forsøger at destabilisere Pakistan for at få fat i det og derfra føre krigen og terroren videre.
Derfor rykker den pakistanske hær med mellemrum ind i disse stammeområder. Især når de fanatiske fundamentalister begiver sig ind i Pakistan for at få magt over områder inde i landet. De forsøgte for et par år siden, men blev slået tilbage.
Nu benytter Taleban, al-Qaeda og deres terrorister stammeområderne som helle og base. Herfra rykker de ind og terroriserer afghanerne for at få dem til at indse, at fremtiden er Talebans. Men det må den ikke blive. Derfor må Pakistan stabiliseres, og den pakistanske regering få kontrol med stammeområderne og den pakistanske efterretningstjeneste, som vi længe har formodet samarbejder med Taleban.
Går det galt i Pakistan, er det meget svært at undgå, at det går galt i Afghanistan. Og så har al-Qaeda netop opnået den magt, som de vil bruge mod os. Vi har derfor gode grunde til at sikre Afghanistan og øge hjælpen til Pakistan.
Opgaven bestod oprindelig i en trestrenget strategi: militær, humanitær og genopbygning. Den strategi har vi holdt fast i, og den har givet resultater. Spædbørnsdødeligheden er faldet drastisk. Kvindernes barselsdød er faldet tilsvarende. Piger går i skole, får videregående uddannelse og arbejde.
Store områder er genopbygget med skoler, seminarier, hospitaler, forvaltningsbygninger, brønde og veje. Økonomien vokser. Beskæftigelsen stiger. Aviser udkommer som aldrig før, tv- og radiostationer breder sig. Valg finder sted, og vælgerne kommer. Kvinder sidder i parlamentet, og direktøren for menneskerettighedsinstituttet er en kvinde, der trods konstante dødstrusler gør en stædig og stor indsats. At hun ikke var blandt dem, der i 2011 fik Nobels Fredspris, er en alvorlig undladelsessynd!
NÅR VI EFTER PLANEN i 2014 overdrager ansvaret for sikkerheden til Afghanistans regering, forbliver vi der med træning af sikkerhedsstyrkerne og massiv udviklingshjælp. For den danske forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky har ret, når hun i sin bog "Kvindernes krig" skriver:
"Hvis vi som stedfortrædere for Afghanistans politi og hær forlader landet over hals og hoved, kan kun Taleban udfylde tomrummet ... De, der for alvor taber krigen, er kvinderne og børnene ... Hvis talebanerne får frit spil i Afghanistan, kan deres magtovertagelse blive en trussel mod os alle." Hun ved, hvad hun taler om, eftersom hun i to perioder gjorde tjeneste i Afghanistan.
Vi kan således konstatere, at det var nødvendigt, vi gik ind. Vi kan konstatere, at vores indsats har givet store resultater. Alle vore udsendte i militæret, politiet, udenrigstjenesten og den civile tjeneste kan være stolte af deres indsats, og vore døde soldater døde ikke forgæves. De døde for os og for en bedre fremtiden for alle.
Derfor har danskerne hele tiden stået bag vores indsats i Afghanistan Vi har erkendt, at vi er en del af verden, og at vi ikke kan skjule os for den. Vi ved, at også vi må gå med, når det er nødvendigt. Vi siger ikke blot "Send the Marines" (på dansk: Send marinesoldaterne, red.) og overlader det til andre.
Krigen og vores daglige indsats derude har gjort det tydeligt for os, at vi kan og bør spille en rolle, når det er fornødent. At verdens tilskikkelser ikke blot er noget, vi i tv ser andre være udsat for. At også vi har et ansvar. Vi er blevet bevidste om, at fjerne farer kan blive nærværende, hvad de idelige, men heldigvis mislykkede forsøg på terror i Danmark konstant minder os om.
Danmark led i 100 år med såret fra Dybbøl. Det sad dybt i os og mindede os om, hvor sårbare og svage vi var. Besættelsen bekræftede kun dette. Men efter Murens fald og med den nye, åbne verden valgte Danmark at træde ind i den og tage sit ansvar i den.
Først da vi med marinen gik med for at befri Kuwait. Siden da vi gik med i Kosovo for at stoppe massemyrderierne. Derpå besluttede først SR-regeringen og siden VK-regeringen at gå med i Irak, om end Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti i marts 2003 først måtte bruge deres eget flertal, før end Socialdemokratiet og Radikale Venstre sluttede sig til inden sommeren 2003.
Derefter blev det marinen og kysten ud for Somalia, som kaldte på anti-pirat-indsatsen. Og med få måneders undtagelse i Irak har alle disse indsatser haft bred opbakning i Folketinget.
Dybbøl-såret er væk, og vi danskere står ved vores pligt til at handle, når det kræves af os, og vi finder det nødvendigt. Det har 10-året med den massive opbakning bag indsatsen i Afghanistan vist.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad