Mit hjem var en kulturel underskudsbutik

Som dreng boede han i det almennyttige boligkvarter Havevang i Holbæk. I dag er kvarteret slidt ned, og de danske navneskilte i opgangen er erstattet af fremmed­klingende navne. Men for 30 år siden var kvarterets store, velfungerende lejligheder med centralvarme, nye badeværelser og en vild fælled lige uden for vinduet forbeholdt den danske arbejderklasse.

"Jeg er vokset op i underklassen helt på bunden og er ikke en del af den stolte socialdemokratiske arbejderklasse med sangtraditioner, kultur og politiske diskussioner. Min mor gjorde rent på sygehuset og blev senere hjemmehjælper. Min far ville egentlig have været revisor, men blev konditor. Så gik han konkurs og fik arbejde på et slagteri, hvor han flyttede pålæg. Det var et meget ensformigt arbejde," fortæller Kristian Ditlev Jensen, der i øjeblikket bor skiftevis i København, Sønderjylland og London.

Han understreger, at hans forældre forsøgte at udvikle sig rent dannelsesmæssigt.

"Min far lærte keramik og vævning, og min mor mente, at vi skulle læse bøger og var medlem af Gyldendals Bogklub. Det gjorde et stort indtryk på hende, da en veninde sagde: 'Du skulle tage at læse Dea Trier Mørchs 'Vinterbørn'.' Det gjorde hun så, og hun kunne i det hele taget godt lide socialrealistisk litteratur. Men som regel fik hun ikke læst bøgerne fra bogklubben, og hun glemte at afbestille dem, så de stod ulæste på en hylde."

Kristian Ditlev Jensens mor blev maniodepressiv, kom på førtidspension og døde som bare 54-årig i 2003. Efterhånden som familiens sociale situation blev vanskeligere, frøs forældrenes kulturelle overskud til.

"Min far slukkede, allerede da jeg var barn, for radioen, når der var jazz, fordi han mente, at de spillede forkert. Senere kunne han bemærke, at en skulptur i det offentlige rum stod i vejen. Det var efterhånden et miljø, hvor man fjernede enhver nysgerrighed og undren. På den måde blev mit hjem en kulturel underskudsbutik," siger Kristian Ditlev Jensen.

Som dreng kompenserede Kristian Ditlev Jensen for det kulturelle underskud ved at suge til sig, når han mødte lærere eller andre voksne, der læste bøger. I skolen havde Kristian Ditlev Jensen i det hele taget let ved at lære.

"Men jeg var også et understimuleret barn. Det var konklusionen, da jeg var til skolemodenhedsprøve som seks-årig. Og det var nok også en del af årsagen til pædofilisagen, hvor jeg var offer. Det var ikke tilfældigt, at jeg søgte kontakt til en imødekommende voksen, som udnyttede situationen, men mine forældre havde ikke forståelse for mine intellektuelle interesser," fortæller Kristian Ditlev Jensen, som mener, at forældres opbakning er altafgørende for børns lyst til at lære.

Selvom Kristian Ditlev Jensen fik topkarakterer i skolen, kom det ikke på tale, at han skulle i gymnasiet. Efter 9. klasse gik han i gang med et EFG-forløb som murer.

"Det spillede nok ind, at jeg så gerne ville gøre min far glad og lave et eller andet, han kunne forstå," fortæller Kristian Ditlev Jensen.

Efter et år på EFG fandt han ud af, at han ikke egnede sig til at blive murer, og han meldte sig til et kursus som teknisk assistent. Det var en katastrofe, og efter et par uger droppede han kurset og ringede til det lokale hf-kursus, hvor han blev optaget.

Efter hf-eksamenen begyndte Kristian Ditlev Jensen at læse først sprogvidenskab og siden litteraturvidenskab på universitetet, og her oplevede han for alvor, at der er en kløft mellem forskellige miljøer og dannelsesbegreber.

"Når underviseren sagde: 'I skal læse 'Den unge Werthers lidelser'', så fór jeg ned på biblioteket og måtte konstatere, at bogen var udlånt. Det endte med, at jeg mødte op til forelæsningen med en spritny bog, mens mange af de andre havde gamle bøger. Det var jo, fordi de havde været hjemme i Holte at hente den i reolen."

Selvom Kristian Ditlev Jensen fik høje karakterer på universitetet, følte han sig ikke hjemme.

"Det var ret tydeligt, at selvom jeg havde det højeste snit på litteraturvidenskab, så var der en masse koder, jeg ikke kendte. Jeg følte, at jeg var på besøg i den akademiske verden. Tanken om at blive professor ville for eksempel have været helt fjern for mig. Og det spillede da også ind, at mine forældre ikke støttede mig. Det er alt andet lige nemmere at holde gejsten på et universitetsstudium, hvis ens forældre har en positiv indstilling. Men der var altid de evindelige spørgsmål om, hvorfor jeg skulle læse så lang tid. Min bror, der er bager, mente, at jeg nærmest personligt havde taget de 3000 kroner om måneden, jeg fik i SU, fra ham."

Hjemmet i Holbæk var præget af mistillid til eliten.

"Jeg er faktisk vokset op et miljø, hvor de, man normalt betegner som kloge, bliver kaldt dumme. I min familie kunne de fortælle historien om lægen, der får lavet bil og ikke engang kan finde ud af at skifte et tændrør. Det hed sig, at jo længere tid man studerer, jo dummere er man. Det er en måde at forsøge at stive sig selv af på, når man i virkeligheden føler sig utilstrækkelig," fortæller Kristian Ditlev Jensen, som samtidig understreger, at afvisningen af eliten var dobbelttydig.

"På den ene side betragtede de eliten som dum. På den anden side var de utrolig autoritetstro over for eksempelvis læger. Da min mor blev psykisk syg, stillede de ingen spørgsmålstegn ved lægerne eller overvejede, hvad de selv kunne gøre. I pædofilisagen forholdt mine forældre sig også meget passivt, hvilket måske også er en del af grunden til, at vi i dag ikke har det bedste forhold."

Men er der en dannelseskløft i Danmark?

"Utrolig mange i den højere middelklasse har en forestilling om, at alle i Danmark kan gå på universitetet. Men der er en kæmpe strukturel blokering. Det blev tydeligt, da jeg kom på universitetet. Rigtig mange af mine medstuderende sagde, at de klarede studierne ved egen hjælp. Men selvfølgelig fik de lige en lejlighed af deres forældre, og de kunne tage hjem og få hjælp med opgaverne," siger Kristian Ditlev Jensen, der i universitetsårene var ekstremt optaget af karakterer. Han følte, at han ville blive til grin over for sine forældre, hvis han ikke klarede sig godt.

Kristian Ditlev Jensen tog sin bachelorgrad i litteraturvidenskab og blev så journalist og litteraturanmelder.

"Som 24-årig var jeg fast litteraturanmelder på Politiken, men det var ikke noget, der fik min familie til at tegne abonnement på en avis. Man hører meget om indvandrerforældre, der er så pavestolte, når deres børn bliver akademikere, men sådan var det ikke i min familie. Her var reaktionen snarere: 'Hvad skal det til for?'."

Senere gik han på forfatterskole hos Poul Borum og blev en af de få disciple hos den kendte forfatter.

Kristian Ditlev Jensen har i dag begrænset kontakt til sin far.

"Der er en kløft mellem os. Han fastholder mig i gamle roller. Hvis jeg havde besøg af min far og satte en Brahms-plade på og begyndte at fortælle om, hvad jeg i virkeligheden får livet til at gå med, så ville han stejle. Men til gengæld har jeg fået et godt forhold til andre i min familie. For eksempel laver min farbror, der er pladesmed, min bil. Og vi taler fint sammen, når vi går og pusler i værkstedet. Han er et åbent menneske. Og han spørger rent faktisk til, hvad jeg går og laver."

Er dannelseskløften i Danmark blevet større de sidste 20 år?

"Der er sket en voldsom polarisering af dannelsen. På den ene side har der aldrig været så mange dårlige tv-kanaler, på den anden side har vi en veludviklet finkultur. Da jeg var barn, kunne man kun se nogle få popkanaler på svensk og tysk tv. I dag er der flere hundrede af den slags kanaler. Desværre er det blevet tabu at tale om, at noget kultur er bedre end noget andet. For der er et kæmpe kvalitetsproblem. Vinderen af X Factor er i bedste fald lidt dårligere end de ansøgere, der ikke er kommet ind på rytmekonservatoriet. I gamle dage havde man begrebet dilettant. Man vidste, at det var for sjov. I dag er der ikke nogen, der vil tale om, at der er forskel på kulturel kvalitet, ligesom der er forskel på en god og en dårlig bil. X Factor er ikke lige så godt som Det Kongelige Teater. Personligt mener jeg, at man burde give gratis adgang til Det Kongelige Teater til mennesker med en indtægt under en vis grænse for på den måde at give alle adgang til god kunst og kultur."

k.dk/kloeften

Er forfatter, anmelder og journalist. Har udgivet bøgerne ”Hvorfor må vi ikke tale om døden”, ”Livret”, ”Opstigende Skorpion”, ”Ord i Orient-ekspressen”, ”Røde Kager og Grøn Te” samt ”Det Bliver Sagt”.Kristian Ditlev Jensen prædiker i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro i København langfredag den 6. april klokken 10.30.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig?

Bogen "Hagakure" skrevet af den japanske forfatter Yamamoto Tsunetomo Kikigaki i 1700-tallet. Bogen, der er oversat til engelsk, handler om samuraiers æstetik og etik, og den er både sanselig og filosofisk ekstremt raffineret.

Hvilken kendt person vil du gerne have til bords?

Forfatteren Salman Rushdie, fordi han er god til at udfordre livsanskuelser og religion, og så har han skrevet om det, man ikke må.

Hvor slapper du bedst af?

I køkkenet, når jeg laver mad.