Det dannede fyrtårn, der lyste guldalderen op

At det alligevel virker rodet, skyldes den kluntede redaktion og grænsedragning.

Niels Ohrt, hvis pen og viden er beundringsværdig, har leveret en ældre artikel, der nok er rettet noget til, men som alligevel forsvares med, at den blev dårligt publiceret første gang.

Den afsluttende artikel om guldalderkunstnerne og Rafael er en genial studie, der blot slet ikke skulle have noget at gøre her. Til gengæld mangler man helt grundlæggende en artikel om, hvorfor Rafael-interessen var så enorm i hele Europa.

Iselingens bygningshistorie er spændende, og den fortælles fra en kritisk vinkel af Claus M. Smidt.

Det er ret forbløffende, at Hammerich byggede hele sin hovedgård på landet om for at kunne få præsenteret sine to kunstneriske hovedværker fra hjemmet på Christianshavn på passende måde.

De to ophængninger er de mest behandlede i dansk kunsthistorie, men Smidt underbygger med nogle interessante realoplysninger.

Hvis man vil skræmme en læser, begynder man med et afsnit om guldalderens personalhistorie. Indledningskapitlet er en dræber. I guldalderen var alle i familie med hinanden – for at sige det populært. Eliten var lille, men spundet tæt gennem ægteskaber.

Selvom man føler sig nogenlunde klædt på, er man her hægtet meget hurtigt af. Det er synd, for de spændende biografiske oplysninger og karakteristikken af Hammerich drukner lidt i ophobningen.

Der er grund til at brænde festlige bengalske fakler for boghåndværket.

Det er så vidunderligt smukt og gennemført, at man mister pusten. Der er kælet for alt, fra overtrækspapir og forsatser til opsætning, typografi og reproduktioner. Man siger, at bogen er døende. Måske. Men ikke den skønne bog. Og her er en af slagsen. Vandkunsten har atter sat en standard. Som Hammerich gjorde det i sin tid. Imponerende.

Jesper Brandt Andersen (red.): Martin Hammerich. Kunst og dannelse i guldalderen. Med bidrag af Harry Haue, Kristian Hvidt, Niels Ohrt, Claus M. Smidt og Lotte Thrane. 326 sider. 399 kroner. Vandkunsten.