Mette Haakonsen |
13. februar 2012
Hun er ikke meget for faste kasser, men hun elsker ild og har nu åbnet en gruppeudstilling med tændstikæsker i Middelfart. Kristeligt Dagblad har været på besøg hos brændingens mester, kunstkeramiker Nina Hole
Danmarks Keramikmuseum i Middelfart, Grimmerhus, viser for tiden en gruppeudstilling med tændstikæskekunst. Det er den danske kunstkeramiker Nina Hole (født 1941), der er ophavskvinde til udstillingen "Friends and Fire-Mates", som markerer hendes 70-års fødselsdag og 40 års virke med keramisk kunst.
LÆS OGSÅ: Et liv med keramikOver 170 kunstnere og keramikere har taget imod en invitation fra Nina Hole, så man kan opleve tændstikæsker med alt fra mini-keramikskåle, forunderlige abstrakte former og til drilagtige dyrevæsener.
Miniatureudstillingen kan synes fjern fra Nina Holes adelsmærke. Hun har nemlig gennem de seneste to årtier sat sine spor rundt i verden i form af monumentale brændingsskulpturer. Det er krævende lerkonstruktioner, der udføres over flere uger under ledelse af Nina Hole. Og til sidst kulminerer anstrengelserne i en spektakulær event, hvor værket brændes og transformeres til en rødglødende hybrid mellem sakral arkitektur, skulptur, termitbo og megaovn.
Men ved nærmere eftertanke favner "Friends and Fire-Mates" netop det Nina Holeske. En kunst med ild, ler, beholderen og den kollektive og procesorienterede skabelse som hovedingredienser. Hvad er mon baggrunden for denne cocktail?
Landet ser fantastisk flot ud på ruten til Nina Hole, der bor i landsbyen Ørslev, otte kilometer fra Skælskør på Sydsjælland.
Høje visnede græsser, nøgne træer, vandpytter og den vendte muldjord er stivnet under et lag glimtende rimfrost. Og sceneriet fuldendes ved Holes hjem, et 300 år gammelt bindingsværkhus, der ligger et stenkast fra Ørslevs smukke hvide middelalderkirke og med udsigt ud over markerne. Ren nostalgi? Nej, overhovedet ikke.
Bindingsværkhuset er ombygget – eller snarere op- og nedbygget – af Nina Holes amerikanske mand, Lawrence Minske, der er arkitekt og designer. Husets største rum, de to kunstneres fælles værksted, er gravet ned i terrænet, og man kanaliseres rundt via slugter og stejle, smalle trin som i en ubåd. Men samtidig strømmer lyset ind ad store glaspartier både oppe og nede.
Nina Hole er en hovedskikkelse bag etableringen af eksperimenterende keramik i Danmark og har opnået et stort internationalt renommé. Hun var en af initiativtagerne til den internationale og eksperimenterende kunstnergruppe Clay Today, der blev dannet i 1990. Og i løbet af 1990'erne skabte Nina Hole og Clay Today grundlaget for Nordens første keramikmuseum, Danmarks Keramikmuseum, og for det keramiske center Guldagergård, der ligger i Skælskør, tæt på Nina Holes hjem, der jævnligt gæstes af centrets danske og udenlandske keramikere.
Den eksperimenterende og kollektive tilgang til keramikken har Nina Hole blandt andet hentet med sig fra USA, hvor hun blev uddannet og boede i ni år, fra 1969 til 1978. Her lærte hun at dreje og at mestre brændinger og "glasurbatteriet". Men det var aldrig brugskunsten, der tiltrak, og det overrasker ikke, at hun omtaler den eksperimenterende græsk-amerikanske kunstkeramiker Peter Voulkos (1924-2002) som sin "store helt".
Nina Holes internationale og gruppeorienterede tilgang har også rødder i hendes barndom på Fyn:
"Min far var landsbylæge, og min mor var sygeplejerske, og de var begge aktivt involverede i hjælpearbejde både under og efter Anden Verdenskrig. De støttede modstandsbevægelsen, og efter krigen boede der krigsbørn hos os, og min mor og far rejste ud med Røde Kors i det hærgede Europa. Så det at åbne sin dør for andre mennesker er helt naturligt for mig."
Men hvorfor blev du keramiker?
"Måske hænger det sammen med, at jeg er ordblind, og som barn tegnede og malede jeg hele tiden. Men på et tidspunkt blev jeg præsenteret for leret – eller jeg lugtede leret – og så vidste jeg bare, at det var det, jeg skulle arbejde med!".
Nina Hole tegner stadig meget, og selvom kontrasterne mellem den flade tegning og det tredimensionelle ler er markante, er der også ligheder. Begge materialer er uprætentiøse, og som billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen formulerer det i et katalog: "Med leret kan man øjeblikkeligt nå frem til en form, ens handlinger er umiddelbart synlige. Og leret har samme lethed som en tegning."
Ilden har også en selvstændig betydning for Nina Hole.
"Jeg elsker ild. Den har en fantastisk egenskab til både at transformere og virke som stabilisator," siger hun.
Selvom Nina Hole har et sanseligt forhold til ler og ild, og hun også har udført mindre skulpturelle værker, er det dog ikke den permanente form, der er hendes primære drivkraft. Hun er mere optaget af at dele og skabe sammen med andre. Ligesom med tændstikæskesamlingen.
Hendes tilgang til kunsten og livet er kropsligt orienteret. Hun dyrker yoga hver dag, hulahopper, løber og cykler, og hun er ikke glad for at sætte ord på inspirationskilder eller kunstnerisk intention. Men hendes indre ild blusser op, både da hun fremviser sin hjemmebyggede brændefyringsovn, fortæller om inspirerende kolleger og også, da vi går en lille runde oppe ved Ørslev Kirke.
"Er den ikke fantastisk? Prøv at se formerne! Det, at den har været der i så mange år!", udbryder hun begejstret og peger op mod kirken.
Arketypiske former som bygninger har stor tiltrækningskraft på Nina Hole, men Holes beholdere er ikke beboelige. De er skikkelser i sig selv – skabt af den bare jord og ild.
Vi ser ud over landskabet. Er den omgivende natur også en motor for hende?
"Nej. Det er den ikke," svarer hun prompte, men uddyber: "Jeg er i hvert tilfælde ikke interesseret i at efterligne naturen. Det ville bare blive en dårlig efterligning. Jeg er mere optaget af at skabe noget essentielt."
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad