Den kvikke dreng fra Aarhus, der opdagede lysets tøven

Ole Rømer gjorde mange andre ting, og flere af dem er videnskabshistorisk lige så betydelige som opdagelsen af lysets tøven.

Hans planetmodeller med for eksempel Jupiters måner krævede tandhjul, der gik præcist, og så konstruerede han strengt matematisk idelle tandhjul. Han blev professor og samtidig kongelig astronom, stadsingeniør, brandchef og politimester i København, assessor i Højesteret og universitetsrektor. Det lyder af meget, men dengang som nu var det meget svært at blive og temmelig nemt at være professor. Så var der tid til andet ved siden af.

Rømers måske største opfindelse var en såkaldt meridiankreds. Det er en stjernekikkert, der kun kan se objekter, der passerer hen over kikkerten i det stik lodrette plan fra nord til syd.

Det gav mulighed for nogle hidtil ukendt præcise positionsbestemmelser af planeter og stjerner, og Rømer udviklede endda teknikker, så han kunne korrigere instrumentets fejl ved hjælp af selve instrumentet.

Den teknik var over 100 år forud for sin tid.

Rømer selv skrev næsten intet. Han havde en meget empirisk tilgang til naturvidenskab og mente, at hans instrumenter og målinger burde tale for sig selv. En tidstypisk holdning, som stadig findes og giver nogle det indtryk, at naturvidenskab er noget kedeligt noget med kun tal.

Vigtig er derfor Niels Therkel Jørgensens artikel om Rømers elev, Løgstør-drengen Ole Horrebow, der sikrede Rømers eftermæle ved at skrive det, som Rømer ikke selv fik skrevet, blandt andet den række af fine observationer, Rømer gjorde den 20.-23. oktober 1706.

Den tyske astronom Bessel beskrev 118 år senere Rømers værk, som altså blev formidlet af Horrebow, som et af de bedste værker om praktisk astronomi. Og lidt som et kuriosum kan det oplyses, at Holberg beskrev Horrebow for eftertiden – han er nemlig forbilledet for Erasmus Montanus-figuren!

Ole Rømer kunne en masse ting, og bogen dækker hans virke godt. Det er en smuk udgivelse med en klar indledning af professor Helge Kragh, artikler, der afspejler Rømers alsidighed, og gode illustrationer og forklaringer, stort set.

Emnet Rømer er måske lidt specielt, men efter læsningen synes man, at man har stiftet bekendtskab med en aktiv og rig begavelse og et spændende livsforløb.