Klosteret af en anden verden

Klosteret Qozhaya ligger 900 meter over havets overflade omtrent en times kørsel gennem hårnålesving og små bjergveje øst for den nordlibanesiske hovedby Tripoli. Pakket ind i frodige bjergsider og æble- og oliventræer ligger det afsondret fra den libanesiske hverdags kaos. Lyden af bjergvinde brydes kun af den passagerjet, der med timers mellemrum flyver over klosteret som en påmindelse om en verden udenfor.

LÆS OGSÅ: Syrisk opgør rykker ind i Libanon

De få mennesker, der i stilhed bevæger sig rundt i og omkring klosteret og dets tilknyttede klippehule, er en blanding af europæiske turister, pilgrimme og arbejdere tilknyttet stedet. Og så naturligvis klosterets munke, der nærmest svæver over dets gårdsplads i deres sorte kutter.

Klosteret er et af kristendommens ældste og har været kontinuerligt i brug siden det 5. århundrede. Det er bygget i forbindelse med en hule, der længe har været kendt i hele Mellemøsten for sine helbredende mirakler – især af psykisk syge. Klosteret blev maronitisk for 500 år siden, hvor maronitterne flygtede op i den ufremkommelige dal fra religiøs forfølgelse og krydsilden mellem mamelukkernes og osmannernes kæmpehære. Mens der i dag blot er syv munke på klosteret, har der i stedets storhedstid boet op mod 200 munke bag de solide mure.

Morgenmessen indleder munkenes hverdag. Duften af røgelse blander sig med den jordede duft af stenkælder, og munkene skiftevis sidder og står, mens de messer forskellige vers. Som i et gennemøvet skuespil ved de hver især, hvad deres roller er, og kan rutinerne udenad: deres messende og, for den ikke-arabisktalende, uforståelige lyde foregår som en okkult samtale mellem indforståede; én kalder, de andre svarer, en anden kalder; de andre svarer, og så videre. Jesu legeme og blod velsignes og indtages, og efter en times gudsdyrkelse forlader munkene det hellige rum for at spise morgenmad.