Ordet

”Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.” Og han sagde: ”Den, der har ører at høre med, skal høre!”. Mark. 4, 4-9

Denne lignelse danner en sluttet helhed, som det ikke er muligt at splitte op. Den lever i mit sind især gennem en række billeder, skabt af den hollandske maler Vincent van Gogh. Jeg har aldrig set en sædemand i virkeligheden. Og alligevel forstår jeg billedet. I van Goghs kunst er sædemanden en gennemgående figur. Snart ser vi ham under den nedgående sols rødlige himmel, snart under middagssolens lysende støv. Med lange, seje bevægelser strør han sædekornene ud, så de når helt ud i alle hjørner af marken. Sædemanden er en håbets figur. Hans udholdenhed og rolige fortrøstning kalder på håbet. Han ved kun alt for godt, hvor meget der kan hindre sæden i at gro: stengrund, grådige fugle, tidsler, hede og tørke. Alligevel oprinder høsten, som overgår al forstand – 30, 60 og 100 fold. Det hele!

Lignelsen åbenbarer Guds riges hemmelighed: Sædemanden sår ordet i hele verdens mark, så det kan bære sin evighedsfrugt i menneskers hjerter. Hør det!

Lovsyng den ødsle sædemand

om kap med vårens glade lærker,

han gør alverdens vide land

til sine grønne enemærker.

Salmebogen nr. 154, vers 10

Søren Lodberg Hvas