Lyset, som Herren tændte

Tilgivelse og forsoning skaber nyt liv, også hvor intet mere synes at kunne gro. Det er det bærende budskab i den dramatiske og komplekse historie, som Peer Louis Aarestrup ruller op i sin store slægtsroman "Diamantpigen", en fortsættelse af "Asfaltsblomstens duft" fra 2010.

LÆS OGSÅ: Frie tolkninger. Hvad er visse litterater dog så bange for?

Det er en – noget ujævnt fortalt – beretning om den dansk-tyske familie Haken, der efter befrielsen i 1945 rammes af tidens hetz på grund af dens holdninger under den tyske besættelse. Anklagen mod en af bogens centrale personer, Gertrud, må dog opgives. Samtidig erkender hun sin naivitet – erkender, at hun har troet på en illusion – og vil påtage sig at sone "sin andel af uretten".

Det gør hun dels ved sit engagement i en sønderjysk flygtningelejr, dels i form af en hjælpeaktion rettet mod det sønderbombede Hamborg. Undervejs konfronteres hun med dyb fortvivlelse. "Men et lag i hendes sind holdt stand, og derinde stod det lys, som Herren tændte".

Ja, også lyset er med: Hendes barnebarn Emil reddes fra livsfare af en skikkelse, der efter hendes opfattelse – og såmænd også efter læserens – må være hans skytsengel. Overbevisende – og ganske stille – skildres det "stille mirakel".

Gertruds datter, Cæcilie, der er hårdt ramt af den brutale destruktivitet, der har været hendes virkelighed, forsøger – nedbrudt, som hun er – at ombringe sin nyfødte søn, som hun i begyndelsen kalder Vreden, på grund af den vrede, hun har i sig selv.