Carsten Bach-nielsen |
13. februar 2012
Som fagmand falder man med det samme over sproget i denne bog. Dels er det underligt udglattende, dels er det forkert, altså dårligt oversat. Man burde have sat nogle eksperter ned med de rigtige bøger, der ville kunne fastslå, at Chrysostom på dansk hedder Chrysostomos, at Paulus ikke hedder Paul – og at eucharisme faktisk ikke er et begreb i den kristne religion. Og meget mere. Det generer, og det vækker læserens mistanke. Ikke at forfatteren, Hugh Goddard, fører falsk tale, men autoriteten svækkes.
Bogen er en kompakt fremstilling af religionsdialogen mellem kristendom og islam. Den er begrundet i nødvendigheden af at afspænde forholdet mellem de gamle dødsfjender, muslimer og kristne, Mellemøsten og Vesten. Af samme grund søger forfatteren bag om de egentlige voldelige konfrontationer og forsøger sig med en bibelteologisk og koranudlæggende diskurs, der de fleste steder virker underligt svævende. Forfatteren vælger ikke konsekvent en historisk fremstilling, men mere teologiske diskussionspartnere og argumenter, der kan bringes sammen over århundreder.
LÆS OGSÅ: Islamdebatten er dampet afHensigten er sympatisk nok; og bogen er velunderbygget med engelsksproget litteratur, som dog kan være svær at komme i nærheden af i Danmark.
Bogen er en intellektuel bodsøvelse med alle forsøg på at dele sol og vind lige. I et og alt en fin lille bog, men efter min mening simpelthen forkert til det danske marked. Den mangler den karakteristiske britiske skarphed og selvdistance, der kunne have styrket en appetit på det i bogen behandlede problem.