I oplysningens tegn

Romanens egentlige fokus ligger da heller ikke på sammenligningen, men snarere på arven fra Nazityskland og de udfordringer, som den stiller os over for. Udgangspunktet for historien er de to brødre Rachel og Malrich, der er født i Algeriet af en tysk far og en algerisk mor. Da deres forældre i midten af 1990'erne bliver dræbt af fundamentalistiske terrorister i den algeriske borgerkrig, sætter det et væld af tanker i bevægelse – især, da Rachel opdager, at deres far, Hans Schiller, var en højtstående SS-officer, der under Anden Verdenskrig arbejdede i forskellige udryddelseslejre og direkte var involveret i gasning af jøder og andre fanger.

Især for Rachel, der sammen med Malrich er opvokset hos sin tante i Frankrig, begynder en hel verden at bryde sammen. Han bliver mere og mere tynget af spørgsmål om historisk skyld, arv og ansvar: Han identificerer sig med sin far, føler sig bundet til den arv, han kommer fra, og vender sin vrede mod både sig selv og omverdenen. Selv efter faderens død må sønnen, ifølge Rachel, slæbe rundt på "fangekuglen" hele sit liv.

Rachels identifikation med faderen indeholder nogle interessante iagttagelser, og hans beslutning om at sone dem i en forestilling om fælles ansvar og skyld er ganske tankevækkende. Den altomfattende identifikation med faderen virker dog – set med tyske øjne – alligevel temmelig søgt: Gennem mere end 60 år har man nu i Europa, og i hvert fald i Tyskland, forsikret sig selv og hinanden om, at skyld er og må være en individuel kategori, og at efterkommere aldrig kan gøres ansvarlige for forældrenes handlinger.

Man fornemmer, at Sansals roman også i mindre grad er interesseret i de reale psykologiske mekanismer om, hvordan man forholder sig til at være født som efterkommer af krigsforbrydere. Hans projekt sigter vist mere efter et opgør med måden, hvorpå vi forholder os til den fortrængte historie. Og her synes svaret at være, at vi ikke kan forhindre tilsvarende forbrydelser, nye totalitære bevægelser, medmindre vi ser fortiden i øjnene: Tavsheden anses her som en videreførelse af forbrydelsen, "den relativerer den, den lukker døren for dom og sandhed og åbner glemslens dør, gentagelsens dør, på vidt gab".

Sansals roman handler derfor centralt om oplysningens værdi: om at forholde sig kritisk til den historiske arv og tage konsekvenserne af den fremover. Nærmest eksemplarisk står Rachels bror, Malrich: For ham er det at beskæftige sig med fortiden en decideret oplysningsproces. Det er først ansigt til ansigt med historien, at han begynder for alvor at nedskrive og videregive erfaringer: Historien tvinger ham til at tilegne sig de kulturteknikker, som normalt forbindes med oplysningen. Og det er dette oplysningsprojekt, der skaber en lige linje fra hans opgør med den historiske arv til hans kamp mod den islamistiske trussel: Først når vi har lært og tilegnet os historien og den kritiske refleksion over den, er vi i stand til at standse nye og tilsvarende udviklinger rundt omkring i verden. Som det hedder et sted i romanen: "Det er ikke med oplyste mennesker at man begår massakrer, hertil kræves der had, blindhed og lydhørighed over for demagogi."

Sansals roman er tilegnet denne oplysningstanke. Den er overbevisende i kraft af sit engagement mod totalitære bevægelser, uanset hvor de kommer fra, og hvordan de begrunder deres tankesæt. Og den stiller med rette store spørgsmål om skyld, arv og ondskabens oprindelse i verden. Men samtidig overbeviser især den nationalsocialistiske familiehistorie kun delvist; den er langt hen ad vejen for firkantet, og især Rachels alt for unuancerede identifikation med sin fars gerninger er ikke på højde med den omfattende og langt mere dybtgående litteratur, der efterhånden findes om emnet – ikke mindst i Tyskland. Sansals roman er læseværdig og giver stof til eftertanke. For alvor provokerende eller udfordrende er den imidlertid ikke.