Katolsk ateist med flair for politiske dagsordener

Christine Antorini, født i 1965 i Jyllinge som datter af mejerist Keld Jørgensen og lærer Myriam Antorini Jørgensen, er opvokset i et religiøst univers. Hendes mor er fra den italienske del af Schweiz, og det stod ikke til diskussion, hvorvidt hun og hendes bror skulle døbes og oplæres i den katolske tro, selvom hendes far er folkekirkemedlem med et afslappet forhold til kirken.

Hun kan efter sigende stadig den italienske aftenbøn, som moderen lærte hende som lille pige. De mange søndage på kirkebænken i den katolske kirke i Roskilde mindes hun dog uden synderlig begejstring.

Kort efter sin konfirmation stoppede hun med at komme i kirken. Hun husker gudstjenesterne som kedelige og blev træt af præstens bandbuller mod abort og prævention, har hun tidligere sagt i et interview til Kristeligt Dagblad. Hun er stadig medlem af den katolske kirke, men præsenterer sig gerne som "katolsk ateist".

Respekten og interessen for den religiøse tros betydning for samfund og forholdet mennesker imellem ligger dybt i hende. I 2004 opfordrede hun til socialdemokratisk selvbesindelse med en debat om, hvorvidt partiet indirekte har været med til at skubbe religiøse grupper i en fundamentalistisk retning ved at afvise religionen.

Samtidig er Christine Antorini en ærkesekularist, der blandt andet har slået til lyd for at forbyde fadervor i folkeskolen og fjerne konfirmationsundervisningen fra almindelig skoletid. Forslag, som er blevet debatteret heftigt og længe blandt andet her i avisen.

Politisk set har hun som nævnt også rykket sig fra et sted ude på venstrefløjen til et mere pragmatisk og moderne socialistisk ståsted, hvor samarbejde med det private erhvervsliv ikke er et fyord.

Christine Antorinis hang til markante holdninger viser sig også i form af bidrag til flere debatbøger – blandt andet bogen "Borgerlige ord efter revolutionen" fra 1999, som hun i øvrigt skrev blandt andet sammen med sin daværende mand, sociologen Henrik Dahl.

Hun har to voksne børn, Thor og Sofie.