Fakta

Maronitterne er et kirkesamfund fra Mellemøsten og opkaldt efter eneboeren Maron fra cirka 400. Deres daglige talesprog er arabisk, men gudstjenesterne foregår hovedsageligt på syrisk, der er i familie med det gamle sprog aramæisk, som også var Jesu talesprog.

Maronitterne har anerkendt den katolske paves overhøjhed siden de kristne korstog, hvor de fik nær kontakt til den romersk-katolske kirke. Da korsfarerne kom til Mellemøsten, var der kristne menigheder, som ønskede, at korsfarerne skulle befri dem fra det muslimske overherredømme. Men korsfarerne ville ofte ikke anerkende de mellemøstlige kirker, og derfor anså de mellemøstlige kristne korsfarerne for at være arrogante. Maronitterne var derimod en undtagelse, for de allierede sig med korsfarerne og anerkendte paven og kom dermed i "union" med den vestlige kirke. Den maronitiske kirke er dermed den ældste unerede kirke i Mellemøsten.

Maronitterne har imidlertid beholdt deres egen liturgi og kirkeret, for eksempel må præsterne gifte sig. Den maronitiske kirke er i dag særligt koncentreret i Libanon, hvor den har haft en betydelig kulturel og politisk indflydelse – blandt andet i forbindelse med Den Libanesiske Borgerkrig (1975-1990), hvor maronitterne spillede en aktiv rolle i konflikten.

Der anslås at være omkring en million maronitter i Libanon, mens der er cirka 100.000 i det øvrige Mellemøsten og Europa. Også i Nord- og Sydamerika er der en betydelig udbredelse.

Kilde: Nils Arne Pedersen, dr.theol og lektor i Kirkehistorie ved Aarhus Universitet.