Etik og landhugst

I Paraguay ejes over en fjerdedel af landbrugsjorden af udlændinge. I Laos er det op mod halvdelen. Og i Liberia er to tredjedele af arealerne til landbrugsproduktion på udenlandske hænder.

Fænomenet kaldes landgrabbing eller landhugst og er i hastig vækst. Siden 2007 har et voksende antal investorer og firmaer i Kina, Japan og Den Arabiske Golf kastet deres kærlighed på Den Tredje Verdens jordressourcer. Her finder man landbrugsarealer af en helt anden størrelsesorden end i hjemlandene, der bruges til produktion af blandt andet biobrændsel og afgrøder som majs, soja og sukkerrør. Samtidig er investeringer i jord attraktive i en krisetid med ustabile aktiemarkeder.

Nu vil danske pensionsselskaber også være med i det eventyr, der er blevet kaldt den største kolonisering af Den Tredje Verden i nyere tid. Som det fremgår af dagens avis, går PensionDanmark og PKA sammen om at investere 1,6 milliarder kroner i afrikansk landbrugsjord. Det sker med de bedste hensigter om både at hjælpe lokalbefolkningen og sikre et stort afkast til de danske investorer. Men inden planerne bliver virkelighed, er der grund til at råbe vagt i gevær, for pensionsselskaberne bevæger sig ind i en etisk gråzone, der rummer store risici for lokalbefolkningen, også selvom investeringerne er fuldt lovlige.

Sagen er, at udviklingen inden for landhugst er gået så hurtigt, at ingen kender til de fulde konsekvenser af det nye fænomen endnu.

Nogle steder er investeringerne måske til gavn for lokalbefolkningen, men andre steder har de vist sig ikke at være det. Den stordrift, som produktion af afgrøder til biobrændsel kræver, kan ikke honoreres af lokale bønder, som derfor mange steder er tvangsforflyttet.