De største uenigheder i dansk politik ligger muligvis mellem regeringspartierne.
- Keld Navntoft/Scanpix
Tim Knudsen |
13. februar 2012
De største uenigheder i dansk politik ligger muligvis mellem regeringspartierne
Siden seneste valg har Venstre overdænget regeringen med beskyldninger om løftebrud, og ministrene er trukket gennem byger af spørgsmål og kritiske samråd. Tonen har været skarp, og ikke alt har været kønt og konstruktivt.
Men et nærmere eftersyn viser, at de største uenigheder i dansk politik måske ligger mellem partierne i rød blok og endda mellem regeringspartierne.
LÆS OGSÅ: Værdipolitikken - regeringens stille, skrøbelige succesDen forkætrede betalingsring om København er et hjertebarn for SF. Enhedslisten har færrest bilejere blandt vælgerne, det er let for dem at gå ind for ringen. Socialdemokraternes omegnsborgmestre er bitre modstandere. De Radikale har været lunkne. Margrethe Vestager (R) bidrog under valgkampen med det forslag, at når ringen var etableret, skulle der gennemføres en folkeafstemning om den. Den idé er næppe realistisk. Hvis først ringen er etableret, fjernes den næppe. Og så er det et spørgsmål, om en folkeafstemning i en sag om afgifter ikke strider mod Grundloven.
Finanspagten i EU var SF modstandere af, men har givet sig. Enhedslisten derimod ser den som borgerlig sparepolitik, der vil skade beskæftigelsen. Fremtrædende socialdemokrater har kritiseret dens udformning. Vestager er derimod positiv og kan lettest slå følge i denne sag med Venstre og De Konservative.
I regeringstrioen er der ikke enighed om den kommende skattereform. Skal skattelettelser komme de højtlønnede eller de lavtlønnede mest til gode? Og hvordan skal de påtænkte skattelettelser på arbejdsindkomster finansieres? Og så er der Enhedslisten, der også vil tilgodese de, som står uden for arbejdsmarkedet, hvis skatten på arbejde lettes.
Klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) har i to tempi skåret ned på ambitionsniveauet til en energiaftale. Det har gjort det svært for Venstre at føre de korslagte armes politik. Der har også været pres fra erhvervslivet og fra Venstres bagland for, at Venstre forholdt sig konstruktivt til sagen. Det har på den anden side givet Enhedslisten et dilemma, om man skulle optræde som støtteparti for regeringen eller, om man skulle stå udenfor.
Idéen om en skat på finansielle transaktioner, populært kaldet Tobin-skatten, blev mødt af en afvisende økonomiminister Margrethe Vestager. Socialdemokraterne og SF har lettere ved at acceptere den. Enhedslisten elsker den, men er kommet i tanke om, at staterne – ikke EU – selv skal opkræve skatten. Pengene må ikke gå til EU.
Det drøjer med at finde en fælles rød formel. Danmark er her som så ofte før fodslæbende i forhold til partnerne EU, som undrer sig over ubeslutsomheden i København.
De hårde forhandlinger, der lå til grund for dannelsen af regeringen, viste, at regeringstrioen er umage. Mar-grethe Vestager har i mange henseender fået meget ud af at stille hårde krav. Men der spørges nu, om hun ikke er for stejl. Også blandt De Radikale. Ingen skal dog tro, at regeringen vil bryde sammen. Et svagt SF tør ikke bryde ud og risikere et valg, der kan give en syngende lussing. Det samme kan siges om Socialdemokraterne.
Men vi har en svag regering, der som mange tidligere mindretalsregeringer må vakle fra sag til sag og håbe på forlig. Resultaterne vil ofte være ret uforudsigelige. Svagest er SF, som mister medlemmer, og som har afgivet tilhængere til Enhedslisten. Den beundring, partiformand Villy Søvndal nød for bare et par år siden, er fordampet. Derfor er formodningerne om, at han inden næste valg trækker sig som formand, begyndt at gære.
Tim Knudsen er tilknyttet Institut for Statskundskab, Københavns Universitet
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad