Grækenlands store ansvar

Der er nok tale om en bunden opgave, når Grækenlands politikere i løbet af de kommende dage skal tage stilling til den seneste sparepakke som betingelse for at modtage mere hjælp udefra og holde fallitten fra døren. Et ja vil være ensbetydende med nye økonomiske nedskæringer. Et nej vil udløse endnu større nedskæringer, økonomisk sammenbrud og et farvel til euroen.

LÆS OGSÅ: Finanspagten kræver debat

I befolkningen er vreden betydelig. Selvom omfanget nok overdrives på de tv-billeder, der indløber fra Athen og andre større byer, hvor den ene demonstration ser ud til at afløse den anden, er der ingen tvivl om, at man i brede kredse føler sig udsat for et meget hårdt pres.
Desværre er adressen for denne vrede ofte den forkerte. Protesterne rettes mod landets EU-partnere og Den Internationale Valutafond, IMF, uden tanke for, at de hårde betingelser for at opnå nye lån er midler til at få rettet op på økonomien og ikke foranstaltes for at genere den græske befolkning.
Ansvaret for uføret ligger hos landets egne politikere, der først snød på vægten i forbindelse med Grækenlands indtræden i euroen, siden undlod at udnytte en række gode år til helt nødvendige reformer og sidst, men ikke mindst gelejdede ansvaret for de hårde tider ud af landet.
Ikke mindst i den nuværende fase af krisen er det beskæmmende at se, hvordan dele af det græske politiske spektrum, med det konservative parti i spidsen, undlader at gå op imod tendensen til at skyde skylden på udlandet og behændigt gør besparelserne til kastebold i indenrigspolitikken.