Ritzau |
13. februar 2012
Den tidligere hollandske landstræner Marco van Basten bliver træner for Heerenveen fra den kommende sæson
Den hollandske fodboldklub SC Heerenveen får et stort navn som træner fra den kommende sæson.
Marco van Basten skal til sommer overtage trænerjobbet efter Ron Jans, som i denne sæson har ført Heerenveen til en foreløbig tredjeplads i Æresdivisionen.
Heerenveen har vundet de seneste fire ligakampe.
Kontrakten gælder i to år, meddeler Heerenveen på sin hjemmeside.
47-årige Marco van Basten var senest træner for Ajax Amsterdam fra 2008-09, og før det nåede han fire år som hollandsk landstræner fra 2004-08.
Han er dog primært kendt fra sin aktive karriere, hvor han med fem scoringer ydede et stort bidrag til Hollands EM-titel i 1988.
Det gjorde van Basten til EM-slutrundens topscorer.
På klubplan brillerede Marco van Basten først i angrebet hos Ajax, hvor han blev hollandsk ligatopscorer fire år i træk.
Marco van Basten fik superstjernestatus hos AC Milan, hvor han fortsatte med at score mål på stribe.
Hos den italienske topklub dannede han i flere år en gylden hollandsk trekant sammen med Ruud Gullit og Frank Rijkaard.
Tre gange, i 1988, 1989 og 1992, blev Marco van Basten kåret til Europas bedste fodboldspiller.