To mænd frem for en trængselsring

Oppositionen og især Venstre har udnyttet situationen til at banke løs på regeringen, uagtet at for eksempel Venstres folketingsmedlem Søren Pind som medlem af Københavns Borgerrepræsentation i 2005 selv talte for en konkret model for bompenge.

Det var overborgmester Ritt Bjerregaard (S), som først lancerede idéen, mens hendes eget parti fra 2001 til 2011 fire gange stemte imod forslag om en betalingsring, stillet af SF og Enhedslisten.

Socialdemokraterne og andre politikere har nemlig tidligere sat deres lid til et system med såkaldt roadpricing, hvor bilister betaler en afgift pr. kørt kilometer, ikke bare i København, men i hele landet. Med satellitvrimlen på himlen skulle det være muligt at følge hver eneste bil på vejene og dermed beregne afgiften.

Eksperterne er imidlertid uenige om, hvornår det system kan realiseres, og hvor dyrt det vil være. Hvis man skal sikre sig, at der ikke snydes med målingerne, kan det blive meget kostbart for hver enkelt bil – og desuden rejser roadpricing også et dilemma i forhold til overvågning.

Det med, at eksperterne er uenige, gælder også den københavnske betalingsring med hensyn til økonomi og miljø, hvor der har været et utal af beregninger og vurderinger.

Det Økonomiske Råd, (vismændene) foretog i 2006 et regnestykke, der viste, at en betalingsring kunne indbringe 2 milliarder kroner om året, hvis man betalte 40 kroner for at køre ind eller ud af byen.

Det var det beløb, 2 milliarder kroner, Bjarne Corydon og Thor Möger Pedersen tog med ind i Fair Løsning og videre med op i tårnet på Amager. Hvad man i dag helt ind i den socialdemokratiske folketingsgruppe ryster på hovedet over, er, at de samtidig undervejs droppede vismændenes prisskilt, det vil sige de 40 kroner. Det blev til 25 kroner i myldretiden og lavere satser resten af døgnet.

Dermed var det også helt urealistisk, at ringen kunne give de ”ca. to milliarder kroner,” som regeringsgrundlaget nævner . I dag lyder et bud, at beløbet snarere bliver 700-800 millioner kroner.

Med det provenue bliver der ikke meget tilbage at investere i den offentlige transport.

Det er dén skæve ligning, Bjarne Corydon og Thor Möger Pedersen forsøger at løse, nu i rollerne som henholdsvis finansminister og skatteminister.

Og lige så let det var at skrive ”betalingsring” og ”to milliarder” i Fair Løsning og regeringsgrundlag, lige så svært er det åbenbart blevet at omsætte ordene til lov.

SF lovede i valgkampen, at buspriserne skulle sænkes med 40 procent, men alene i hovedstadsområdet ville det koste 1,2 milliarder kroner.

Socialdemokraterne ønsker slet ikke at bruge penge på at sænke billetpriser, fordi det meget hurtigt bliver glemt af borgerne og mister effekt.

Partiet vil hellere investere mere i infrastruktur, men også her får 700-800 millioner hurtigt ben at gå på. Så Bjarne Corydon og Thor Möger Pedersen spiller ”hvem blinker først”.

Til trods for, at konflikten på tredje uge sætter regeringssamarbejdet under hårdt pres, er begge ministre taget på vinterferie, og et lovforslag om sagen kommer allertidligst i næste uge. Hvis det da kommer.