Lis M. Frederiksen |
14. februar 2012
To mennesker i moden alder er blevet glade for hinanden og vil gerne flytte sammen, men kan ikke finde ud af, hvordan de skal gribe det an i praksis, for hvordan få plads til både hans og hendes ting i hendes hus?
To modne mennesker i begyndelsen af 60’erne bliver glade for hinanden og beslutter sig for at flytte sammen og dele resten af livet. Det er dejligt for dem, og man bliver glad på deres vegne. Men jeg har fået en henvendelse fra en læser, som er frustreret og ikke ved, hvordan hun og hendes kæreste skal gribe det an i praksis.
LÆS OGSÅ: Læserne fortæller: Sådan mødte vi vores partnerUdfordringen er ved at blive et problem for dem. Hvordan bliver to hjem til et?
Læs her, hvad ”Frustrationskonen” har skrevet til mig:
”Jeg er 62 og min kæreste 65 år. Vi har besluttet at flytte sammen i mit hus – og nu kommer vi til problemet. Hvordan griber man det an rent praktisk/logistisk, når to hele hjem skal blive til et? Jeg kender ingen, jeg kan hente erfaring hos. Det lyder måske som et lidt banalt problem, men i praksis er problemet stort nok for os. Tanken om, at vi ’bare’ putter hans billeder ind, hvor der nu tilfældigvis er plads på mine vægge, er helt absurd. Eller hvad gør jeg med alle de ting, jeg eventuelt skal flytte ud for at få plads til hans – og ud fra hvilke kriterier skal vi finde plads til to hjem i et? Vi snakker meget om det – og griner meget ad det – men konkrete idéer er det så som så med.
Håber, I har et godt bud, da det faktisk er ved at udgøre et reelt problem, vi ikke rigtig kan overskue, og det er ærgerligt, idet vi ikke er i tvivl om, at vi ønsker at dele resten af vores liv sammen.Med spændt hilsen
’Frustrationskonen’.”
Det er ikke svært at leve sig ind i deres problem. Som årene går, tror jeg de fleste af os knytter os mere og mere til bestemte ting, som vi MÅ have hos os. Andre ting i vores bolig er der bare, uden at vi tager særlig notits af dem. ”Det kan ødelægge ethvert forhold, hvis man maser den anden med sine ting,” siger en klog og erfaren kvinde, seniorkonsulent i ÆldreSagen Margrethe Kähler. ”I dette tilfælde gælder det om ikke at mase manden, fordi han flytter ind på hendes territorium.” Margrethe Kähler fortalte, at hun brugte noget tid på at tænke situationen igennem, før hun ringede tilbage til mig. Selv har jeg også gået og grublet. En lykkelig situation skulle nødig udvikle sig til det stik modsatte.
En mulighed kunne være at indrette et herreværelse, hvor han helt og holdent selv kan bestemme indretningen og ikke forvise ham og hans ting til et kælderrum.
Forudsætningen er naturligvis, at der er plads i huset eller rettere, at der bliver skabt plads. Margrethe Kähler ser den nye situation som en superchance for denne kvinde til at se på sit hus med helt nye og mere nøgterne øjne. Rum for rum. Hvilke ting står der bare, fordi de altid har stået der? Og hvilke ting betyder virkelig noget for mig? Det kunne også være en god idé at tale med eventuelle børn og høre, om der er noget, de gerne vil have. Jeg kender flere, der har givet ting til deres børn, mens de stadig kan opleve deres børns glæde ved tingene. Mange har møbler, duge, porcelæn og kunst, de har arvet. Jeg har selv haft stor glæde af at give nogle af disse ting til mine egne børn og se dem blive brugt. Det er en god fornemmelse.
Det skal gøres med musikalitet og indlevelsesevne, når man vælger at slå to hjem sammen til et i en moden alder,” siger Margrethe Kähler. Begge parter må lytte til den andens ønsker og behov. Men ikke mindst kvinden i forholdet bliver stillet over for store udfordringer. Kvinder har ofte en opfattelse af, at de er bedst til det der med indretning. Drop det, lyder rådet. Og mon ikke vi er mange, der godt kunne lytte med her fra sidelinjen og genfinde lidt mere musikalitet i det daglige samvær, selvom møblerne står, som de skal – indtil videre?God fornøjelse med jeres nye hjem,
Lis M. Frederiksen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad