Der var engang

I Louisianas koncertsal blev stemningen tumultarisk, da Stockhausen og de tre-fire musikere, han medbragte, gav ildprøver på den nyeste tyske musik, og Hansgeorg Lenz fik sit slips revet over af en japansk performancemusiker, der desuden savede et klaver over.

Jamen, man var blevet træt af ”Jens Vejmand” og ”Den toppede høne”, og nu eller aldrig skulle banen brydes for ny musik, koste hvad det ville. Enkelte blandt danske komponister fik dog kolde fødder og råbte på normale tilstande og ny enkelhed, alt mens koncertsalene blev omdannet til domstole, og der med lige stort antal bødler og delinkventer.

Men de nye strømninger havde slået rod, omend for enkeltes vedkommende med en slap line til romantikken. Hertil bidrog den gamle symfoniske storform, som mange komponister yndede. Sibelius, Mahler, Bruckner og Carl Nielsen, værker på henholdsvis hele og halve timer plus det løse. Som i litteraturen Mann, Pontoppidan, Hamsun og Jensen med flere. Romaner, erindringsværker og biografier som mursten, man kunne bygge katedraler med.

Hvorfor det ydre format absolut skulle kendetegne et storværk, var vi mange, der ikke forstod. Men musik, litteratur og billedkunst skulle jo partout have ”skuldre”, og så skrev den slags komponister fanden et øre af.

Aviser har tilsyneladende taget varig skade af ulykkerne fra dengang, og nu sendes næsten ingen dagblade på gaden uden de velkendte tre-fire-fem medfølgende sektioner som tillæg om økonomi, mode, biler og allehånde annoncer. ”Får jeg sex i disse sko?”, lyder det fra et par afbildede ansigter i mode- og medieverdenen, med optrukne læber og arkitekttegnet frisure, som i en overskuelig fremtid snart vil kunne begunstiges med naturens gavmilde tilbud om indfarvning uden omkostninger. Men tag dog skoene af, inden angsten for alvorlige tildragelser tager overhånd.

Men aviser spøger man ikke med. De har ligesom avantgarden på hin tid fungeret som domstol og rettersted. Mishagsytringer var dog mere kontante dengang, og ikke sjældent kunne de ledsages af tomatkast. Det blev som regel betragtet som lidt ekstra kulør på den slags koncerter. Især altså hvis tomaterne blev taget op af kasserne først. Men hvad ingen vidste var, at først da var performancekoncerten en realitet.

Bernhard Lewkovitch er komponist og mangeårig kantor ved Sankt Ansgars Kirke i København. Klummen Post Scriptum bringes på denne plads hver anden uge.