Jakob Arnbjerg |
14. februar 2012
Der er brug for nytænkning i debatten om kirkelukninger, siger Jakob Arnbjerg, tidligere fængselspræst.
Så gik der endelig hul på bylden. I diskussionen om lukning af kirker er det tydeligt, at alle er enige om, at situationen er uholdbar. Vanskelighederne opstår imidlertid, når talen falder på de konkrete kirker, der kan være tale om at nedlægge.
LÆS OGSÅ:
Menighedsråd vil lukke kirker
De lokale sognebørn synes ikke, at det lige skal gå ud over deres kirke, og det gælder ikke kun for dem, der kommer der regelmæssigt, men også for dem, der kommer juleaften og til begravelser. Som jeg hørte en sige: "Vi kommer der næsten aldrig, men det er en rar fornemmelse, at den ligger der." De lokale kan have mere eller mindre stærke følelser bundet til helligstedet.
Endvidere er mange heller ikke umiddelbart parat til, at den nedlagte kirke kan benyttes til hvad som helst. Kirken er jo i sin tid højtideligt indviet til at være Guds hus.
I øjeblikket lægges hovederne i blød for at finde farbare og nænsomme veje til nedlæggelserne. Her er de fleste enige om, at armslængdeprincippet i højere grad skal benyttes, så den endelige afgørelse ikke ligger hos det berørte sogn, men længere oppe i hierarkiet.
For nu at gøre det lettere for et sogn at acceptere en lukning og at være åben over for andre anvendelsesmuligheder kunne man foretage det modsatte af en kirkeindvielse. Man kunne holde en højtidelighed, hvor man markerede lukningen med et afsakraliseringsritual, hvor man for eksempel mindes, hvad kirken har betydet, hvor man erkender, at behovet ikke er det samme længere, og hvor man udtrykker ønske om, at bygningen kan gøre gavn på anden måde.
LÆS OGSÅ:
Hvordan lukker man en kirke?
Ritualet kan udformes lokalt, men man kunne også opfordre biskopperne eller kirkeministeren til at komme med et udspil i den retning. Måske findes der allerede et sådant – her eller i udlandet. Så må det bare findes frem og bringes i anvendelse.
Når en kirke således er afsakraliseret, kan man bedre forestille sig en større åbenhed over for, at den kunne genopstå ikke blot som hjemsted for andre kristne trossamfund, som allerede foreslået og praktiseret i andre lande, men også for ikke-kristne trossamfund. Det sidste, som for mig er en smuk og nærliggende tanke, har ingen mig bekendt endnu foreslået.
Eller hvad med at en enkelt nedlagt kirke – som et eksperiment – kunne indrettes som et multireligiøst center, med workshop-agtige aktiviteter i forlængelse af noget af det, der foregår for eksempel i Islamisk-Kristent Studiecenter og i Kristent Muslimsk Samtaleforum?
Jakob Arnbjerg, tidligere fængselspræst
Tjørnebakken 15, Lyngby